Louie Jacobsen (f. 2000) scorede hattrick på tre minutter midt i 2. halvleg, da Vejle Boldklubs U19-Ligahold sent onsdag aften indløste billet til kvartfinalerne i DBU Jyllands pokalturnering mod FC Skanderborg fra 2. division. Sejren lød på 6-1 efter 1-1 ved pausen og i næste runde venter AC Horsens U19 divisionshold.

Vejle Boldklubs U19-Ligahold trådte ind i pokalturneringen onsdag aften på kunstgræsbanen i Ry, da man mødte FC Skanderborg. Vejlenserne fik en perfekt forårsåbning med sejren over Silkeborg i lørdags og holdet byggede videre på sejren ved at pligtsejre i pokalturneringen mod det lavere rangerende hold.

Cheftræner Johan Sandahl lod profiler som Mathias Peguero Sanchez Eriksen, Maksym Fitel, Kasper Poulsgaard og Lucas From sidde over, mens fem U17-spillere var med i truppen. I U19-pokalturneringen må der ikke benyttes 1998’ere. Stillingen var uafgjort i næsten 40 minutter, men alligevel slap vejlenserne videre med en sikker sejr.

– Vi er videre i pokalturneringen og det var hovedformålet med kampen. Vi fik set nogle spillere, som ikke var med i premierekampen i lørdags og de fik værdifulde spilminutter. I disse pokalkampe er der fri udskiftning og det betød, at vi kunne fordele spilletiden godt mellem spillerne. Kollektivt var vi ikke skarpe nok i 1. halvleg. Efter pausen brugte vi vores spillestil bedre og lavede gode sideskift og kombinerede i de frie områder. Det gav mange målchancer og vi scorede på fem af dem, siger Johan Sandahl, der fremhævede hattrickhelten Louie Jacobsen.

– Louie Jacobsen scorede tre mål på tre minutter og Jakob ”Give” Kristensen leverede assist til alle tre mål, siger Johan Sandahl.

Tobias Utoft og Kasper Døhr Thychosen leverede også en assist i storsejren, mens den sjette scoring var uden assist.

Peter Ullum (f. 2002), Valdemar Sadrifar (f. 2001), Jakob ”Give” Kristensen (f. 2001) og Villads Rasmussen (f. 2001) var for første gang med U19-holdet i tællende kamp.

Den kommende kamp mod AC Horsens i pokalturneringen er ikke endeligt programsat, men den afvikles i de kommende uger. Følg med her.

Kampfakta:
FC Skanderborg – Vejle Boldklub 1-6 (1-1)
13. 0-1 Louie Jacobsen
17. 1-1 FC Skanderborg
60. 1-2 Valdemar Sadrifar
66. 1-3 Louie Jacobsen
68. 1-4 Louie Jacobsen
69. 1-5 Louie Jacobsen
78. 1-6 Kasper Døhr Thychosen

Vejle Boldklubs startopstilling:
Jonas Rejsenhus

Deniz Korkmaz
Tobias Sommer
Peter Ullum
Tobias Utoft

Mathias Præst
Nikolaj Lebæk (anfører)

Valdemar Sadrifar
Thais Damgaard Nielsen
Villads Rasmussen

Louie Jacobsen

Bænken (alle benyttet):
Jakob ”Give” Kristensen
Kasper Døhr Thychosen
Daniel Møller Berg

Tekst: Lars Christensen.