Vejle Boldklub har forfremmet den anden spiller fra årgang 2000 til A-truppen. Det er 19-årige Lundrim Hetemi, der tiltræder på en to-årig fuldtidsaftale, når forberedelserne til den kommende sæson begynder den 20. juni.

Tidligere på året kunne vi præsentere Thais Damgaard Nielsen som nyoprykket U19-Ligaspiller i A-truppen fra den kommende sæson. Nu følger midtbanespilleren Lundrim Hetemi med op, og ungdomsafdelingen har dermed afleveret to spillere fra sæsonens succesfulde U19-Ligahold til klubbens bedste mandskab op til sæsonen 2019-20.

– Det er meget glædeligt, at vi kan rykke Lundrim Hetemi op i A-truppen som den anden spiller fra årgangen. Lundrim har arbejdet hårdt og målrettet på at få chancen. Der kommer en spiller op, som allerede har trænet regelmæssigt med A-truppen i en lang periode. Vi har set ham matchet mod spillere, som han nu skal konkurrere imod. Vi har en forventning om, at han i løbet af de kommende måneder byder sig til i konkurrencen om spilletid, siger Jacob Krüger, der er teknisk chef i Vejle Boldklub.

– Lundrim er en stærk central midtbanespiller, der vil være et godt supplement til vores øvrige midtbanespillere. Vi tror på potentialet i ham og glæder os til i samarbejde med ham at udvikle hans kompetencer, så han på sigt kan gøre sig gældende. Med Thais og Lundrim i A-truppen øger vi antallet af egenudviklede spillere og følger dermed vores strategi om, hvordan vi ønsker truppen sammensat, siger Jacob Krüger.

Lundrim Hetemi skiftede fra Fredericia fF til Vejle Boldklub i sommeren 2015. Siden har han markeret sig i fire år på Vejle Boldklubs ungdomselitehold, og nu tager han skridtet op i klubbens A-trup på en to-årig fuldtidsaftale til sommeren 2021.

– Det passer mig perfekt, at jeg rykker op i A-truppen på en fuldtidsaftale. Det har været mit mål, siden jeg kom til klubben. Når man rykker op som U19-spiller, kommer det tættere på, fordi jeg aldersmæssigt begynder at nærme mig. Nu er drømmen blevet til virkelighed, og jeg glæder mig meget til at skulle spille fodbold på fuldtid og til de muligheder, det giver mig, siger Lundrim Hetemi.

– Jeg har været i dialog med VB i de sidste par måneder, og det føles rart at få fremtiden endeligt på plads. Jeg trænede meget med A-truppen i opstarten, og siden Constantin Gâlcă overtog holdet, har jeg også trænet med holdet. Igennem træningen med Superligatruppen i det sidste halve år føler jeg mig bekendt med de krav, der stilles. Jeg skal tage et stort spring fra ungdomsfodbold til seniorfodbold, og det kræver, at jeg fysisk tilpasser mig. Intensiteten er også noget andet, men jeg vil gennem træning og kampe vokse med opgaven. Mit håb er, at jeg kan gøre mig fortjent til spilminutter. Jeg vil vise mig frem i træningen, men også være tålmodig, for jeg er fortsat en ung spiller, siger Lundrim Hetemi.

19-årige Lundrim Hetemi er født og opvokset i Fredericia, hvor han stadig bor. Forældrene er fra Kosovo og kosovoalbanere, og derigennem opstod den mulighed, han fik på det albanske U20-landshold tidligere i år. Lundrim debuterede for VB i sidste sæson, da han spillede de to kampe i Landspokalturneringen mod Allesø GF (3-0) og Jammerbugt FC (1-3). Siden har han siddet på bænken i NordicBet LIGA og Superligaen, men ikke opnået flere minutter.

Talentchef Steen Thychosen glæder sig over, at målrettet arbejde i ungdomsafdelingen med at gøre spillerne klar til det næste step igen lønner sig.

– Det er helt fortjent, at Lundrim Hetemi forfremmes til A-truppen. Der er tale om en spiller, der de sidste fire år i VB hele tiden har lagt lag på sit talent. Som type er han en spillende 6’er. Han bruger kroppen klogt og er eminent dygtig på bolden. Han kan ligge og vende og dreje med bolden centralt i banen, og han minder om Thomas Gravesen, da han brød igennem. Det er store sko Lundrim Hetemi skal udfylde, men det er det samme, de er lavet af rent fodboldmæssigt, siger Steen Thychosen.

– Lundrim har haft en fantastisk indstilling hele vejen igennem. Han er en type, der vil det her hundrede procent, og jeg har på intet tidspunkt tvivlet på, om talentet rakte til vores A-trup. Lundrim skal fortsat bygge på, men der kommer en spiller op, som, jeg har en forventning om, kan gøre sig gældende i forhold til konkurrencesituationen, siger Steen Thychosen.

Lundrim Hetemi bliver student fra Campus Vejle den 24. juni, og derefter står den på fuldtidsfodbold i de kommende to år med Vejle Boldklub A-trup.

Tekst: Lars Christensen.