I en underholdende og helt jævnbyrdig kamp mellem rækkens nr. 3 og 4 havde Vejle Boldklubs U19-Ligahold sejren inden for rækkevidde, da holdet fik straffe med syv minutter igen ved stillingen 1-1. Men Lundrim Hetemi kunne ikke følge op på sin første scoring fra 11 m-pletten, og så endte VB bittert med at tabe i slutminutterne.

VB, der viste et helt andet udtryk end for en uge siden mod bundholdet Lyngby, var toneangivende de første 10-15 minutter med kvikt spil og gode kombinationer. De rødblusede havde således også kampens første mulighed, da det efter en halv snes minutter blev til en dobbeltchance. Spillet op af  Fard Ibrahim kom både 15-årige Wahid Faghir og Rami Ayman til skud fra det lille felt, men begge blev tacklet i skudøjeblikket. Rækkens nr. 3 fik sig dog kæmpet ind i kampen, og Rasmus Rejnhold havde efter 20 minutter en god chance, da han helt fri halvflugtede lige på VB-keeper Andreas Foged. Samme Rejnhold sparkede fra det det lille felt over et tomt mål to minutter senere!

VB ville dog også være med i den interessante og velspillede U19-Ligakamp, og Tobias Sommer måtte se keeper Mads Kikkenborg redde et hovedstød fra tæt hold. 1-0 blev det efter 32 minutter. Villads Rasmussen blev fældet i feltet, og dommer Allan Rørdahl Borgstrøm mødte ingen protester fra vestjysk side, da han pegede på pletten. Lundrim Hetemi eksekverede. Vestjyderne slog dog tilbage. Simon Bækgaard testede Andreas Foged, og de blåstribede tilkæmpede sig en række hjørnespark. 1-1 blev det da også med fem minutter tilbage af halvlegen, da Patrick Egelund med et afrettet skud kunne passere en chanceløs Foged. Vejlenserne sejlede noget på dette tidspunkt, og anfører Poulsgaard måtte med hovedet redde på stregen, da Mathias Holm fyrede af. Kielstrups tropper reddede dog 1-1 til pausen.

VB kom dårligt ud til 2. halvleg og havde svært ved at komme ud af forsvarszonen de første fem minutter. Værterne fik sig dog befriet og burde være kommet på 2-1 i det 53. minut, da Rami Ayman gled fri, men måtte se Kikkenborg fodparere. Mon ikke VB’s offensivspiller hellere ville have haft det straffe, som blev begået mod ham, da han blev hevet i trøjen i situationen… Kampen bølgede frem og tilbage. Gæsterne var tæt på et par gange med et kvarter igen, da først lille vævre Patrick Egelund traf ydersiden af stangen, og to minutter senere Mathias Holm strandede på Andreas Fogeds glimrende fodparade. Med syv minutter tilbage fik VB så den gyldne mulighed for at hive stikket hjem. Indskiftede Valdemar Sadrifar blev væltet i feltet, men denne gang svigtede Lundrim Hetemi fra straffesparkspletten.

I stedet slog Esbjerg til fire minutter senere. I en situation, hvor VB kun var 10, fordi man stod overfor at skulle udskifte en skadet Ayman med Anton Stage, kom EfB’s indskiftede Denis Korkmaz til frit skud fra tæt hold, og han scorede sejrsmålet tæt op ad stolpen. Korkmaz, spillede som bekendt i VB sidste forår, men vendte tilbage til Vestkysten umiddelbart inden denne sæson, og blev helten i VB Parken denne eftermiddag. Trætte vejlensere havde intet modpres at sætte ind til sidst, og vestjyderne var tættest på 3-1, da Andreas Foged måtte vippe et langskud op på tværribben.

Cheftræner Steffen Kielstrup: Vi mangler kvalitet på den sidste tredjedel

– Vi mangler lidt kvalitet på den sidste tredjedel af banen i dag, konkluderede en ærgerlig VB-træner Steffen Kielstrup efter kampen.
– Den sidste aflevering mangler den kvalitet, der skal til for at spille chancen større – det er jo bestemt ikke, fordi vi ikke har mulighederne for at vinde i dag. Vi kommer fint i gang med kampen, men mister så momentum efter 20-25 minutter, hvor EfB overtager styringen. De starter også bedst efter pausen, men så kommer vi tilbage og har da også vore chancer i en helt lige kamp, siger Steffen Kielstrup, der kunne glæde sig over spillemæssig fremgang i forhold til Lyngby-kampen sidste weekend.

– Vi er langt bedre på bolden. Drengene arbejder hårdt, og det er ærgerligt, vi ikke får noget med fra kampen. Kielstrup, der fremhævede Kasper Poulsgaard og Lundrim Hetemi, slog fast, at resultatet ikke ændrer noget i forholdet til arbejdet med truppen, nu hvor top-tre-placeringen synes væk:

– Om vi bliver nr. 4 eller 5 er ikke vigtigt. Vi skal ikke gøre noget anderledes, men udvikle vort koncept og få udviklet drengene og gøre dem klar til næste step.

U19-Ligaen, VB Parken kunstgræs
Lørdag den 30. marts 2019 kl. 12.00
Vejle Boldklub – Esbjerg fB 1-2 (1-1)
33. 1-0 Lundrim Hetemi (straffespark)
40. 1-1 Patrick Egelund
87. 1-2 Denis Korkmaz

Indskiftninger:
68. Fard Ibrahim ud Andreas Broe ind
77. Tobias Sommer ud Valdemar Sadrifar ind
87. Rami Ayman ud Anton Stage Nielsen ind

Kort:
79. Rami Ayman (gult kort)
89. Kasper Poulsgaard (gult kort)

Vejle Boldklubs startopstilling:
Andreas Foged

Magnus Enggaard Hansen
Kasper Poulsgaard (anfører)
Emil ”Agger“ Nielsen
Fard Ibrahim

Tobias Sommer
Rami Ayman
Lundrim Hetemi

Kasper Døhr Thychosen
Wahid Faghir
Villads Rasmussen

Bænken:
Andreas Broe
Valdemar Sadrifar
Anton Stage
Magnus Nissen (m) (ikke benyttet)

Tekst: Ole Kristensen.