Vejle Boldklub har siden starten af 2018 oplevet en kraftig tilgang af nye samarbejdspartnere. Væksten begyndte, inden klubben kunne skrive Superliga på visitkortet og har naturligvis taget fart efter oprykningen blev en realitet.

Klubben har landet tæt på hundrede nye samarbejdsaftaler i indeværende år, og blandt klubbens eksisterende sponsorer har der ligeledes været stor vilje til at ville Vejle Boldklub. Flere af disse aftaler er blevet opgraderet, og det glæder klubbens salgschef, Mads Bro Hansen.

”Vi er glade for, og stolte over, at vores produkt er attraktivt for hele regionens virksomheder. Samtidig arbejder vi også hver dag hårdt for at have de rigtige og attraktive produkter på hylderne. Fodbold handler om relationer, oplevelser og fællesskab. I vores sponsorgruppe vil virksomhederne hinanden, og det glæder mig endnu mere, når virksomhederne finder sammen og bruger hinanden, som vi oplever i Vejle Boldklub.

Vejle Boldklub indviede til hjemmekampen mod AGF en ny lounge for klubbens samarbejdspartnere. Loungen er at finde i Vesttårnet og er opkaldt efter VB-legenden Eigil Jensen.

 

Tekst: Morten Pelch