Trods et føringsmål af Nathan Oduwa, så tabte Vejle Boldklubs reservehold 1-2 til Esbjerg fredag eftermiddag. Vestjyderne udlignede inden pausen og efter en time spillet scorede vestjyderne sejrsmålet. Med nederlaget slutter VB sandsynligvis på fjerdepladsen i pulje 2.

Vejle Boldklub var draget til Vestjylland hvor EfB ventede i efterårets sidste kamp for reserveholdet. Begge hold stillede op med forholdsvis unge spillere, men vestjyderne trak det længste strå efter 90 minutter.

Det var A+ træner Søren Lykke og U19-Ligatræner Steffen Kielstrup der stod i spidsen for VB.

– Det bliver aldrig et brag af en fodboldkamp, men særligt før pausen gør vi en god figur. Nathan Oduwa scorer et fint mål, hvor han trækker ind i banen fra positionen i venstre side og fra kanten af feltet scorer med et spark ved korte stolpe. Særligt omkring Nathan skaber vi en del målchancer, men vi får ikke scoret mere end det ene mål, siger Søren Lykke.

I stedet lykkedes det EfB at udligne til 1-1 otte minutter før sidebyttet.

– Esbjerg kommer ned bag vores bagkæde og slår et indlæg, som de kan score på. I 1. halvleg er der et lille plus til os, siger Søren Lykke.

– Efter pausen bliver spillet meget rodet. Vi falder generelt en del i niveau og Esbjerg er bedst. De har målchancer som de kan score på, men Thomas Hagelskjær afviser dem godt. Selvom Esbjerg er bedst og sidder på meget, så skaber vi alligevel chancer til sidst og kan få uafgjort med hjem. Ved scoringen til 2-1 efter en time, kommer de igen ned bag vores bagkæde i venstre side og slår et indlæg. En Esbjerg-spiller kan løbe lige ind i bolden og heade den i mål. Umiddelbart efter springer skifter vi fire spillere og går over til en 3-4-3-formation med Magnus Enggaard Hansen, Tobias Sommer og Emil “Agger” Nielsen i bagkæden. Vi får aldrig for alvor fat i kampen igen og taber 1-2, siger Søren Lykke.

A+ træneren havde tre af sine spillere at fremhæve efter kampen.

– Thomas Hagelskjær er iøjnefaldende. Han redder os flere gange og gør generelt en god figur. Lundrim Hetemi på midtbanen spiller også godt og så fortjener Nathan Oduwa ros. Han havde mange offensive aktioner i de 45 minutter han var med og man kunne se, at han havde et ekstra niveau i forhold til modspillerne. Han gjorde en offensiv forskel for os, siger Søren Lykke.

Sådan så Esbjerg fB kampen.

Reserveholdet fortsætter i foråret, hvor der laves nye puljer. VB slutter sandsynligvis på 4. pladsen og skal møde hold fra de øvrige puljer. Se stillingen her.

Reserveholdsturneringen, kunstgræsbanen v/ Blue Water Arena, Esbjerg
Fredag den 30. november 2018 kl. 14.00
Esbjerg fB – Vejle Boldklub 2-1 (1-1)
16. 0-1 Nathan Oduwa
37. 1-1 Mads Larsen
59. 2-1 Klaus Moesgaard

Kort:
20. Nathan Oduwa (gult kort)
72. Lundrim Hetemi (gult kort)

Indskiftninger:
46. Qingshen Zeng ud Yoon Kwak ind
46. Nathan Oduwa ud Min Su Kim ind
59. Thomas Gundelund ud Jakob ”Give” Kristensen ind
59. Felix Örn Fridriksson ud Emil ”Agger” Nielsen ind
59. Valdemar Sadrifar ud Villads Rasmussen ind
59. Kasper Poulsgaard ud Tobias Sommer ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Thomas Hagelskjær (anfører)

Thomas Gundelund
Magnus Enggaard Hansen
Kasper Poulsgaard
Felix Örn Fridriksson

Qingshen Zeng
Lundrim Hetemi
Valdemar Sadrifar

Kasper Døhr Thychosen
Jonas Andersen
Nathan Oduwa

Bænken (alle benyttet):
Yoon Kwak (prøvespiller)
Min Su Kim (prøvespiller)
Jakob ”Give” Kristensen
Emil ”Agger” Nielsen
Villads Rasmussen
Tobias Sommer

Tekst: Lars Christensen.