VB’s forholdsvis klare nederlag på 1-3 til FC Nordsjælland lørdag eftermiddag giver ikke noget billede på spilfordeling og optisk forskel i kvalitet. Men det understreger, at Superligaens top- og midterhold har en effektivitet og råder over nogle individualister, som får kampene til at tippe til deres fordel. VB derimod må struggle for hver en chance, mens udfald i den anden ende prompte straffes med scoring imod det hårdt prøvede hold, som derfor hænger uhjælpeligt fast i ligaens hængedynd sammen med SønderjyskE, Vendsyssel og Hobro.

VB havde tre ændringer i startelleveren i forhold til nederlaget i Odense. Viljormur Davidsen blev på højrebacken afløst af en atter fit Tobias Mølgaard, mens færingen tog plads på sidelinjen. Ylber Ramadani var helt ude af truppen og blev remplaceret af Melker Halberg, mens Gustaf Nilsson, der bombede så eftertrykkeligt for reserveholdet i mandags, skubbede Kjartan Finnbogason ud på bænken. Sidste hjemmekamps usympatiske vejrlig var i dag erstattet af en venlig senvintersol over Nørreskoven og anstændige otte grader – i hvert fald i 1. halvleg – mens 3.045 tilskuere, hvoraf et halvt hundrede stykker kom fra Farum, frøs med anstand, da solen krøb ned bag tribunerne.

Kampens åbning åbenbarede straks to offensivt orienterede og teknisk velfunderede mandskaber, der gerne ville frem over stepperne. Allan Sousa havde med seks minutter spillet kampens første chance, da han testede FCN-keeper Nicolai Larsen med et kvalificeret hovedstød. Kasper Hjulmands mandskab består af unge, opportunistiske teknikere, der med hurtige og kvikke aktioner hurtigt kommer til chancer. I det 12. minut spillede Godsway Donyoh bolden ud på venstre fløj til Mathias Rasmussen, mens han selv hurtigt søgte i position. Rasmussen fandt ham straks med et perfekt indlæg, og den ghanesiske måltyv kunne let heade forbi Bajza. 0-1 – enkelt og effektivt!

Med føringen i hånden trak nordsjællænderne sig lidt tilbage og overlod initiativet til hjemmeholdet, som dominerede resten af halvlegen. Med omkring en snes minutter spillet var der gode hovedstødsmuligheder i begge ender. Først headede gæsternes anfører Victor Nelsson lige over efter et frispark i venstre side, og fem minutter efter var det VB’s Louati, der headede forbi efter et fint VB-angreb.

Vejlenserne kombinerede pænt og fik klapsalverne frem hos publikum, men det kneb at komme til de helt store muligheder. Halberg sparkede snært forbi på et frispark, og mange vejlensere så et straffespark, da Gustaf Nilsson blev bragt til fald i hjørnet af feltet, men dommer Peter Kjærsgaard-Andersen var af en anden mening. Og således randt de første 45 minutter uden yderligere scoring trods nydeligt VB-spil og fine kombinationer.

VB byttede i pausen Gustaf Nilsson med Kjartan Finnbogason. Mange havde nok forventet et VB-stormløb mod Nicolai Larsens mål med hæderlige muligheder for udligning, men i stedet blev kampen afgjort med modsat fortegn i 2. halvlegs første ti minutter. Først passerede Andreas Skov Olsen VB-keeper Bajza med et perfekt venstrebensskud fra kanten af feltet til 0-2, og dernæst måtte Mads Greve begå straffe mod samme Olsen tre minutter senere. FCN’s stortalent eksekverede selv sikkert til 0-3 – kampen var afgjort. Det var dog på ingen måde således, at de slagne vejlensere satte sig ned og græd over de udsigtsløse cifre på måltavlen. Sormanis folk trykkede ufortrødent på og håbede på miraklet. Og chancer til en reducering var der. Mucolli lagde i det 68. minut en god bold ind til en totalt fri Branko Ilic, men sloveneren tog galt bestik af målets placering og headede langt forbi. Louati skar sig fri i venstresiden, men strandede på Nicolai Larsen, og det samme gjorde langskud fra Yurchenko og Greve.

Først i de absolut døende sekunder i overtiden smed indskiftede Viljormur Davidsen en fin bold ind til Finnbogason, som sikkert headede bolden forbi Nicolai Larsen til en kosmetisk scoring. Davidsen var kommet på banen for Amundsen, mens Yurchenko afløste anfører Schoop. Der var advarsler til Kjartan Finnbogason og Mads Greve, hvilket sender sidstnævnte i karantæne.

Med udsigt til noget, der for mange synes som en aldeles umulig udfordring – en udekamp på søndag i Telia Parken – kan tingene godt se en smule trøstesløse ud i øjeblikket. Men truppen må bevare troen og det hårde arbejde for at stå bedst muligt rustet til de playoff kampe, der efterhånden synes uundgåelige. Melker Hallberg blev af Crazy Reds kåret som kampens VB’er.

Grundspil, Superligaen 2018-19, Vejle Stadion
Lørdag den 23. februar 2019 kl. 16.00
Vejle Boldklub – FC Nordsjælland 1-3 (0-1)
12. 0-1 Godsway Donyoh
52. 0-2 Andreas Skov Olsen
56. 0-3 Andreas Skov Olsen (straffespark)
90. 1-3 Kjartan Finnbogason

Kort:
50. Kjartan Finnbogason (gult kort)
55. Mads Greve (gult kort)

Indskiftninger:
46. Gustaf Nilsson ud Kjartan Finnbogason ind
59. Jacob Schoop ud Vladlen Yurchenko ind
72. Malte Amundsen ud Viljormur Davidsen ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Pavol Bajza

Tobias Mølgaard
Branko Ilic
Mads Greve
Malte Amundsen

Arbnor Mucolli
Melker Hallberg
Jacob Schoop (anfører)

Allan Sousa
Gustaf Nilsson
Imed Louati

Bænken:
Thomas Hagelskjær (m)
Viljormur Davidsen
Kjartan Finnbogason
Adam Jakobsen
Mathias Hebo Rasmussen
Vladis Emmersón
Vladlen Yurchenko

Dommer: Peter Kjærsgaard-Andersen
Tilskuere:
3.045

FC Nordsjælland (3-4-3): Nicolai Larsen – Karlo Bartolec, Victor Nelsson (75: Benjamin Hansen), Ulrik Yttergård Jenssen – Mads ”Mini” Pedersen, Mikkel Rygaard Jensen (57: Nicklas Strunck), Magnus Kofod Andersen, Mathias Rasmussen – Andreas Skov Olsen, Mikkel Damsgaard, Godsway Donyoh (57: Abdul Mumin)
Træner: Kasper Hjulmand.

Kort:
29. Mikkel Rygaard Jensen (gult kort)

Tekst: Ole Kristensen.