Da Kjartan Finnbogason udlignede til 3-3 mod Viborg FF i årets sidste turneringskamp, kom den rutinerede islænding op på 18 scoringer for Vejle Boldklub i kalenderåret 2019. Dermed overgår 33-årige Finnbogason Pablo Piñones-Arce og Andreas Albers Nielsen som de mest scorende VB’ere i et kalenderår i nyere tid.

Der var kun spillet 20 minutter af kalenderårets første kamp i februar, da Kjartan Finnbogason viste sin målnæse frem i VB-trøjen første gang. SønderjyskE-defensiven fik ikke afvist et VB-indlæg, og så klappede islændingen til bolden og bragte VB foran 1-0 i sejren på 2-0. Med godt og vel 25 minutter tilbage af årets sidste VB-kamp, fik islændingen scoret sit 18 mål i VB-trøjen og dermed overgår Kjartan svensk-chilenske Pablo Piñones-Arce og Andreas Albers som de mest scorende i et kalenderår. Pablo bankede mål ind på stribe i 2007. Hele 17 af slagsen i Superligaen og 1. division og 6 af dem på straffespark. Albers havde sit bedste VB-år rent scoringsmæssigt i 2013, hvor han nettede 17 gange. Kun et mål fra ellevemeterpletten.

Alle Kjartans 18 mål er scoret i åbent spil. Islændingen har opnået spilletid i 31 af årets 34 tællende kampe. Han sad over i forårets kamp mod SønderjyskE (1-4) i Haderslev, blev sparet mod Allesø GF (6-0) i Landspokalturneringen og spillede ikke mod Nykøbing FC (0-0).

Nedenstående liste er med alle spillere, der har scoret ti eller flere mål i et kalenderårs tællende kampe i perioden 1992-2019. Spillere som Kaspar Dalgas, Chris Hermansen, Kim Olsen og Dominic Vinicius (2016) springer i øjnene på listen, da de kun brugte en halvsæson på at opnå deres måltotal.

Mål scoret i straffesparkskonkurrencer i Landspokalturneringen er ikke tællende på listen. Peter Degn scorede syv af sine 12 mål i 2003 fra ellevemeterpletten, mens Pablo – som før nævnt – scorede seks af 17 mål på straffe.

Mest scorende VB’ere i et kalenderår:
1. Kjartan Finnbogason, 18 mål i Superligaen og 1. division (2019)
2. Pablo Piñones-Arce, 17 mål i Superligaen og 1. division (2007)
Andreas Albers Nielsen, 17 mål i 1. division og Landspokalturneringen (2013)
4. Andreas Albers Nielsen, 14 mål i 1. division og Landspokalturneringen (2014)
Dominic Vinicius, 14 mål i 1. division (2017)
6. Brian Christensen, 13 mål i 1. division (1994)
Kim Nørholt, 13 mål i 1. division og Landspokalturneringen (1992)
Issey Nakajima-Farran, 13 mål i 1. division, Landspokalturneringen og Superligaen (2006)
Ulrik Balling, 13 mål i 1. division (2005)
Ulrik Balling, 13 mål i 1. division, Landspokalturneringen og Superligaen (2006)
11. Kaspar Dalgas, 12 mål i 1. division (2001)
Peter Degn, 12 mål i 1. division og Landspokalturneringen (2003)
13. Chris Hermansen, 11 mål i 1. division og Landspokalturneringen (2004)
Kim Olsen, 11 mål i 1. division (2010)
Thomas Mikkelsen, 11 mål i 1. division og Landspokalturneringen (2011)
16. Adeshina Lawal, 10 mål i Superligaen og 1. division (2007)
Dominic Vinicius, 10 mål i 1. division (2016)
Henrik Fig, 10 mål i 1. division og Landspokalturneringen (1993)
Jesper Søgaard, 10 mål i Superligaen (1996)
Jóan Símun Edmundsson, 10 mål i 1. division (2015)
Nicolai Wael, 10 mål i Superligaen og UEFA Cuppen (1998)
Allan Sousa, 10 mål i 1. division, Superligaen og Landspokalturneringen (2018)

Tekst: Lars Christensen.