Kjartan Finnbogason har forlænget kontrakten med Vejle Boldklub, så den rutinerede islandske angriber fortsætter i Nørreskoven frem til sommeren 2021. Kjartan bidrog med fem mål i 13 kampe i sin første halvsæson i klubben.

Det var en rutineret angriber, der vendte tilbage til Danmark og Vejle Boldklub i årets første transfervindue. Kjartan Finnbogason havde efter et kort ophold i ungarsk fodbold et stærkt ønske om at vende tilbage til Superligaen, hvor han fra 2016 og to år frem havde været en markant målscorer.

Jacob Krüger, teknisk chef i Vejle Boldklub, om forlængelsen af aftalen med den erfarne islænding:

– Kjartan Finnbogason havde muligheden for at bryde ud af aftalen med Vejle Boldklub efter nedrykningen, men han har valgt at blive i VB og i stedet forlænge i yderligere to år. Det er vi selvsagt glade for, da Kjartan Finnbogason har vist sit værd fra dag et i klubben. Kjartan har mange sæsoner på bagen i den professionelle fodboldverden, og hans erfaring bliver vigtig i den kommende sæson. Han har tidligere vist sig særdeles værdifuld i NordicBet LIGA, og med sin fysik og villighed til at søge derind, hvor det gør rigtig ondt i fodbold, bliver han en nøglespiller på det kommende VB-hold, siger Jacob Krüger.

– Vi har med en spiller at gøre, der fylder 33 år senere på sommeren. Han skåner ikke sig selv, og han arbejder forbilledligt på træningsbanen. Det arbejdsraseri, han lægger for dagen i kamp, er til stor gavn for holdet, og han er en spiller, der altid arbejder for helheden. Kjartan løber mange forgæves meter, men de kommer både ham og holdet til gode. Vi får i høj grad også brug for Kjartans evner som målscorer, og dem har han gennem foråret vist er intakte. At Kjartan vælger Vejle Boldklub til i en situation, hvor han kunne være rejst videre i karrieren, vidner om, at spilleren tror på fremtidens projekt, og det er grundlæggende for, at vi kan lykkes, siger Jacob Krüger.

Kjartan Finnbogason havde kun båret VB-trøjen i 20 minutter i debutkampen i februar, før nettet blafrede første gang. Nu skal islændingen, der er rejsende i mål for flere klubber i Skandinavien, fortsætte leverancerne i Nørreskoven i de kommende to sæsoner.

– Det var en let beslutning at vælge Vejle Boldklub til i de kommende to sæsoner. Jeg har fået en modtagelse på og udenfor banen, som har betydet meget for mig. Det gjorde ondt at rykke ud af Superligaen efter to hårde kampe, og jeg vil være med til at rykke VB tilbage, hvor klubben hører hjemme. Jeg vil gerne være loyal overfor et projekt og en klub, som betyder noget for så mange mennesker. Vi oplevede en enorm opbakning til alle kampe i sidste sæson, og det viser, at selv i modgang har klubben byen og fansene bag sig, siger Kjartan Finnbogason.

– Jeg har efterhånden flere sæsoner på bagen i Danmark, og jeg kender fodbolden her. NordicBet LIGA er en hård række, hvor der spilles duelpræget fodbold. Jeg er klar til at gå forrest på banen og vil gøre mit til, at VB kan indfri målsætningen for den kommende sæson, siger Kjartan Finnbogason.

Tekst: Lars Christensen.