Kielstrup: Vi var forberedt på mange indlæg

Foto: Johnny Kristensen

- Det er jo nærmest uvirkeligt, at vi står her og har slået FCK 2-0, medgav Steffen Kielstrup efter sejren.

Af Ole Kristensen | 9. november 2025

- Drengene efterlod alt på banen i dag. Vi har marginalerne med os, som man skal have for at få point mod et så godt hold som FCK. I dag tippede det vores vej!

”Kiel” sagde, at man ud fra holdopstillingen kunne fornemme, at københavnerne ville spille med en masse indlæg, men her så VB-holdet stærkt ud i dag og holdt modstanderne fra de store chancer.
- Og så fighter vi hele kampen igennem og får kørt nogle omstillinger som planlagt. Vi løber på deres bagkæde, hvilket udfordrer dem.

Træneren forudskikkede, at spillerne efter torsdagens kamp i Future Cup vil få nogle fortjente fridage.
- Nu er der noget at bygge videre på, en optimisme og tro på, at vi måske alligevel kan gøre noget.

Altid ydmyge Steffen Kielstrup afviste, at han kan noget særligt fra trænerbænken.
- Jeg er bare mig selv – på godt og ondt. Jeg har noget energi og en tro på, at relationer betyder noget, men jeg er hverken mirakelmager eller verdens bedste træner. Fodbold er øjebliksbilleder - det kan hurtigt vende, og måske taber vi næste gang. Men jeg er Vejle-mand helt ind til knoglerne, og det betyder noget for mig! Tavlen er visket ren, og nu kigger vi fremad!

Jacob Neestrup: Mange dårlige oplevelser har sat sig hos spillerne

- Vi spiller for dårligt – længere er den sådan set ikke! sagde en ordknap og mut FCK-træner Jacob Neestrup efter nederlaget.

- Vi mangler kvalitet over hele linjen. Vi er ikke farlige nok i de perioder, hvor vi trykker Vejle i bund. Det bliver indlæg på indlæg, og vi får ikke samlet anden- og tredjeboldene op. Det er urytmisk, og når man så ved, det er en kamp, man skal vinde, bliver det jo ikke nemmere af, at vi pludselig ud af det blå står og er bagud.

Neestrup henviste til, at de mange dårlige oplevelser i de sidste seks uger har sat sig hos spillerne.
- Der mangler saft og kraft. Spillerne gør, hvad de kan, men mangler selvtillid og savner den grundlæggende tro på, at de kan komme igennem til chancer, som de jo kunne for en seks-otte uger siden. Og det er nok lidt sværere for os, for vi er i FCK ikke vant til en så lang og dårlig stime.

Træneren medgav, at der ligger noget af en opgave foran ham, hvis FCK i landskampspausen skal gøres klar til at vinde derbyet i Parken, som er næste opgave for Byens Hold.
- Og vi har jo netop ikke alle spillere til rådighed de næste 14 dage, fordi så mange er væk på landsholdsopgaver!

Neestrup sagde, at han havde udtaget et specielt fysisk hold til dagens kamp i håb om, at det kunne bringe FCK ud af dødvandet, men det lykkedes ikke.

FCK-chefen forstod til fulde fansenes utilfredshed efter kampen.
- Vi kan jo ikke leve på fortidens meriter! Vi skal præstere bedre, og det er nok den længste down-periode i min tid i FCK.

Og så var Jacob Neestrup pirrelig over journalisters spørgsmål, om det ærgrede ham, at det var en FCK-lejespiller, der slog det sidste søm i kisten.
- Jeg forstår spørgsmålet, men ikke måden det bliver stillet på…

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV