Cheftræner Steffen Kielstrup og assistenttræner Bo Møller sendte U19-Ligaholdet i kamp mod AaB onsdag aften. Nordjydernes tophold vandt en fortjent sejr på 2-0, men før pausen kunne vejlenserne med lidt held have scoret et mål og måske rystet de nordjyske guldkandidater.

– Før pausen åbner AaB lidt op i et par situationer og hvis vi havde været rigtigt skarpe, havde vi straffet det. Vi får sendt Kasper Døhr Thychosen afsted i et par omstillinger og han kommer godt igennem i hvert fald en gang, men der mangler lige det sidste. Thais Damgaard har også et par løse tilbud, men AaB er svære at åbne helt op med deres fembagkæde. Der skulle noget ekstraordinært til og det havde vi ikke. Vi vidste, at der ikke ville dukke mange chancer op, men når de så kom, manglede vi den sidste skarphed, siger Steffen Kielstrup.

– Når vi efter evaluerer kampen, så var det i 1. halvleg, vi skulle have slået til. De scorer på nærmest deres første chance i kampen, hvor Mikkel Kaufmann viser sin klasse. Tager bolden godt ned og vender rundt. Det er en flot scoring og vidner om klasse. Det var forskellen i felterne, der i sidst ende blev afgørende. Vi sidder også meget godt på spillet i 2. halvleg, men det er svært at komme igennem for. Vi tvinges så ud i tre udskiftninger. Andreas Broe bliver skadet og Lundrim Hetemi og Thomas Gundelund måtte vi bruge i godt og vel en time. Vi skifter formation, men kort efter dør kampen med målet til 2-0. Der mister vi lidt af gnisten. Spillerne kæmper dog godt videre og vi slår på intet tidspunkt op i banen, men AaB’s sejr var ikke i fare og de vinder fortjent.

– Skal vi tage point fra AaB, så skal alle mand toppræstere. Det gjorde de ikke i dag. Det blev en jævn kamp, hvor vi gør, hvad vi kan og kommer med det vi har. Vi ville gerne have drillet dem endnu mere. AaB er en god modstander der er godt organiseret. De har gode individualister og det var god læring for spillerne at se, hvor de står i forhold til de bedste hold i Danmark.

Er der nogen du vil fremhæve?

– Emil ”Agger” Nielsen spiller en stærk kamp. Han står altid stærkt i billedet og det var ikke mindre udtalt mod AaB. ”Agger” spiller spillet og han er en hård spiller, der tager fra i duellerne. Han havde i store perioder godt fat i Mikkel Kaufmann og han frustrerede dem med sin kontante stil. Det var en stærk indsats af ham, siger Steffen Kielstrup.

Der var debut til Mathias Voss fra U17-Ligaholdet. Først spillede han højre wingback og siden backen i samme side.

– Mathias Voss spiller en fin første kamp i U19-Ligaen. Vi fik desværre ikke udnyttet hans fart på grund af AaB stod så lavt, men vi så i glimt, at han kan true offensivt. Defensivt havde han godt styr på dem og det var godt at se ham i kamp inden han bliver U19-Ligaspiller fra sommer. Jonathan ”JP” Petersen kom ind til den sidste halve time, men det blev svært, da AaB hurtigt scorede til 2-0. Han arbejdede godt og det er god læring for de helt unge spillere at være med på dette niveau.

U19-Ligaholdets hovedsponsor Vejle Turisttrafik havde sponseret maden til spillerne efter kampen.

– Vi er på en lang udebanetur på en hverdag og det er vigtigt for spillerne, at de spiser optimalt både før og efter kampen. Det har vores hovedsponsor Vejle Turisttrafik hjulpet med efter opgøret, da de gav aftensmaden. Det er både spillere, trænere og øvrige personer omkring holdet glade for, siger Steffen Kielstrup.

Der resterer to kampen for U19-Ligaholdet i denne sæson. Hjemmekampen mod OB den 25. maj og udekampen mod FC Nordsjælland den 1. juni. VB’erne skal bruge et par points for at være helt sikre på at indfri målsætningen om top 6. Se tabellen her.

Tekst: Lars Christensen.