Det var Steffen Kielstrup, der udtalte sig fra VB’s vikarierende trænerstab efter lørdagens opgør i Randers, mens værternes cheftræner Thomas Thomasberg, glædede sig over et godt afsæt før julepausen.

Det var Steffen Kielstrup, der efter kampen tog imod pressen under Cepheus Park Randers:

– Det er jo et billede, vi kender fra de seneste kampe. Vi spiller en fin 1. halvleg og har vore chancer, men får desværre ikke scoret. Og så er det, som om holdet er forandret, da vi kommer ud efter pausen. Vi kommer lynhurtigt bagud med to, hvor Randers timer et par angreb fint og finder noget rum, men det bør altså ikke være nødvendigt at indkassere to mål så let. Og vi har i dag jo ikke meget, vi kan gøre rent offensivt for at få billedet vendt. Det er synd for drengene, der kæmper godt, men vi er ramt mentalt i øjeblikket, siger Steffen Kielstrup, der sammen med Gabriele Faccia, Marco Ferrari og Jacob Krüger ledede holdet fra det tekniske felt.

Thomas Thomasberg: 2. halvleg er en fornøjelse

– Jeg var ikke tilfreds med 1. halvleg, hvad jeg også gav udtryk for i pausen, sagde RFC-træner Thomasberg efter kampen.

– Vi har tilløb til noget i de første 45 minutter, men der mangler kvalitet i de afgørende afleveringer, og det løber ud i sandet. Men 2. halvleg var en fornøjelse. Vi får to hurtige mål, og da vi vidste, at Vejle trods nogle gode kampe er ramt i øjeblikket, så gjaldt det om at blive ved at holde tryk på dem og ikke trække os tilbage. Med lidt skarphed havde vi også fået mål nr. 3. Det er et mere end godkendt efterår fra vores side – vendepunktet kom nok med vores sejr i AGF. Der er fin mentalitet og fint sammenhold i truppen. Men det gælder stadig om at holde afstand til bunden – top 6 er vist noget, medierne går mere op i. Vi har et svært forårsprogram…

Tekst: Ole Kristensen.