Cheftræner Steffen Kielstrup roste U19-Ligaspillerne efter den flotte sejr over FC København fredag aften. Det mod, vi havde til at spille, blev belønnet siger han til hjemmesiden.

– Det var en kamp, vi havde set frem til i to uger. Lige siden vi mødte FC Midtjylland (20. oktober red.) har vi arbejdet på at være helt klar, når FCK kom. Vi var oppe mod en dygtig modstander og at blive matchet på et højt niveau med vores bedste ungdomsspillere, er med til at udvikle dem. Vi havde talt meget om, at vi skulle yde maksimalt hele vejen rundt på holdet, for at få noget med. Nøglen til det overraskende resultat var god indstilling og mod, siger Steffen Kielstrup.

– Jeg kan ikke rose spillerne nok her bagefter. Vi viser et fysisk mod til at stresse dem højt i banen som vi gerne ville og vi både turde og kunne holde fast i bolden. I perioder spiller vi rigtig fin fodbold. Jeg hæfter mig især ved, at når vi blev presset, så turde vi holde fast i bolden og lykkedes flere gange med at spille os ud af presset. Vi stod rigtig højt og pressede dem i perioder før pausen. Det var med til at stresse dem til fejl. Vi kan ikke forvente, at de laver fejl i den størrelsesorden som de gør ved det første mål, men det gav pote for os at forsøge. Alexander Jensen sparker mulighed godt i nettet, siger Steffen Kielstrup.

Efter pausen blev det 2-0 inden FCK reducerede. Det lignede en spændende afgørelse på kampen, men VB dræbte spændingen med to hurtige i mål. I de sidste sekunder blev det rigtig sjovt på måltavlen, da Alexander Jensen øgede til cifrene 5-1.

– Det er fedt at have vundet 5-1, men jeg ved ikke, om det var det rette billede af kampen. Den var i hvert fald chancemæssigt mere jævnbyrdig, end cifrene antyder. FCK skaber chancer, særligt i de sidste minutter af 1. halvleg og i de første minutter af 2. halvleg. De blev også snydt for et straffespark, som jeg ser det og vi havde marginalerne på vores side. Men vi vandt og det var dejligt, at det hele tippede over til vores fordel. Det mod, vi havde til at spille, blev belønnet, siger Steffen Kielstrup.

 Er der nogen spillere du vil fremhæve?

– Vi har prøvet lidt forskelligt på højreback i sæsonen og Andreas Broe viser igen mod FCK, at han er en meget kompetent back. Der er lidt ’Jesper Olesen’ over ham. Han bliver ved med at poppe op. Sidste efterår var det også lidt ind og ud af holdet, men så kom han tilbage og spillede et fantastisk forår på U17-Ligaholdet. Han har også siddet udenfor i denne sæson, men han er en fighter og i dag står han imod overfor sin direkte modspiller. Han viser også fine takter offensivt og leverer en fin assist til Kasper Døhr Thychosens mål. Andreas Broe viser, hvor langt man kommer med hårdt arbejde og han er en vigtig del af vores hold, siger Steffen Kielstrup, der havde roser til hele holdet for en flot indsats.

– Tabellen har ikke haft vores fokus. Vi ved godt, at den ser fornuftig ud., men vi har spillet flere kampe end konkurrenterne. Der venter to svære kampe mod OB og FC Nordsjælland senere på måneden og de vil i høj grad være med til at definere vores efterår som helhed. Hårdt arbejde gav pote mod FCK og hverken spillere eller trænere må glemme, hvorfor vi står her, siger Steffen Kielstrup.

VB’s U19-Ligahold slog senest FC København i maj 2016. Dengang med 2-0 på Frederiksberg. Her debuterede en 16-årig Kasper Poulsgaard for VB’s U19-Ligahold – Poulsgaard var VB-anfører mod FCK i fredagens kamp.

Tekst: Lars Christensen.