Der findes bestemt superunderholdende 0-0 kampe. Og så findes der dem, hvor resultatet meget godt modsvarer begivenhederne på banen. Onsdag aftens opgør mellem HB og Køge og VB hører nok til sidstnævnte, da de 1.008 tilskuere, der var vidner til det ualmindelig fredelige opgør, ikke på noget tidspunkt måtte rykke ud på kanten af stolene.

Uafgjort var en ikke uretfærdig udgang, selv om sjællænderne nok vil påstå, de havde de største af kampens få chancer. VB var i kontrol i 1. halvleg, mens hjemmeholdet sad på 2, men ingen af holdene havde held til at bryde igennem modstandernes solide forsvar.

Der var såvel tvungne som frivillige ændringer på VB’s hold. Dantas var ude med karantæne og blev i midterforsvaret erstattet af Johani Ojala. Malte Amudsen og Thomas Gundelund fik en tur på bænken og blev remplaceret af Viljormur Davidsen og Arbnor Mucolli. Sidstnævnte tog den offensive midt, mens Schoop rykkede tilbage ved siden af Ramadani på den defensive.

Oktoberregnen silede ned over byggepladsen på Capelli Sport Stadion, Svanernes nye hjemmebane. Der er endnu arbejde at gøre, før rammerne omkring kunstgræsset er færdige. Et tidspunktet taget i betragtning betragteligt kontingent tilrejsende VB-fans i hjørnet af den enlige tribune ydede fin støtte til gæsterne gennem hele kampen.

Efter lige at skulle bruge fem minutter til at vænne sig til det drivvåde plasticunderlag overtog VB kontrollen og burde efter blot seks minutter have bragt sig foran, men en fri Finnbogason traf overliggeren efter flot VB-opspil ved Arbnor og Schoop. VB-dominansen fortsatte mod et stadig dybere stående HB Køge-mandskab, og ikke mindst teknisk stærke Arbnor Mucolli befandt sig godt på underlaget. Efterhånden gik tempoet dog af det vejlensiske opspil, og de rødblusede forfaldt til lidt kønsløst boldflytteri og nogle lange bolde, som ikke bragte nogen fare for Svanernes mål.

De sortblå begyndte efterhånden sporadisk at vise tænder. Et fornuftigt langskud af Liam Jordan kyssede overliggeren hos Groothuizen, og i halvlegens næstsidste minut var VB-forsvaret spillet tyndt med en kæmpechance til Jibril Adedeji til følge, men Viljormur Davidsen fik på utrolig vis blokeret umiddelbart foran stregen.

Østsjællænderne kom længere frem på banen efter pausen, og VB var ikke længere i den kontrollerende rolle. De rødblusedes forsvar var dog stadig solidt og gav ikke det store væk. Greve brød mange angreb, og Ojala, der spillede sin første hele turneringskamp, spillede med velovervejet finsk kølighed. Med en time spillet og 10 minutter frem skiftede Gâlcă tre gange. Mucolli, Lucas Jensen og Davidsen forlod banen og blev erstattet af Amundsen, Adam Jakobsen og Magnus Grødem. Med sidstnævntes entré var der en palet af nordiske spillere på VB’s hold, da nu både Danmark, Finland, Island, Færøerne og Norge var repræsenteret.

HB Køge formåede at formøble en kæmpechance, da en helt fri Adedeji sparkede forbi med tyve minutter igen. VB havde sin anden (!) og sidste chance i kampen ti minutter før tid, da Ojala headede snært forbi efter et hjørne. Køge havde den sidste af kampens få muligheder, da Martin Koch Helsted gled igennem i venstresiden, men Groothuizen snuppede hans flade afslutning.

Heller ikke dommer Benjamin Helm Svedborg bidrog til dramatikken, da der ikke blev uddelt et eneste kort. Om end VB-indsatsen offensivt ikke var berusende, er 0-0 på kunstgræsset i Køge ikke noget dårligt resultat, og det ene point rakte da også til at erobre rækkens førsteplads nu, hvor sæsonen er en tredjedel henne. Der skal dog uden tvivl steppes op på søndag, når et af rækkens pt bedst spillende hold, Vendsyssel FF, kommer på besøg. Alle mand af huse og af sted til Nørreskoven på søndag kl. 15.00. Der bør være basis for sæsonrekord!

Se højdepunkter fra kampen her.

NordicBet LIGA 2019-20, Capelli Sport Stadion, Køge Idrætspark
Onsdag den 2. oktober 2019 kl. 19.00
HB Køge – Vejle Boldklub 0-0 (0-0)

Indskiftninger:
59. Lucas Jensen ud Malte Amundsen ind
61. Arbnor Mucolli ud Adam Jakobsen ind
70. Viljormur Davidsen ud Magnus Grødem ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Indy Groothuizen

Tobias Mølgaard
Mads Greve
Juhani Ojala
Viljormur Davidsen

Ylber Ramadani
Jacob Schoop (anfører)

Lucas Jensen
Arbnor Mucolli
Sergiy Gryn

Kjartan Finnbogason

Bænken:
Thomas Hagelskjær (m)
Malte Amundsen
Magnus Grødem
Adam Jakobsen
Thomas Gundelund
Mads Lauritsen
Lundrim Hetemi

Dommer: Benjamin Helm Svedborg
Tilskuere:
1.008

HB Køge (4-3-3): Kevin Ray Mendoza – Mark Gundelach, Jean-Claude Bozga, Matthew Briggs, Christian Overby – Tobias Christensen (77: Martin Jensen), Martin Vingaard, Magnus Häuser – Liam Jordan, Martin Koch, Jibril Adedeji (90: Mathias Høst)
Træner: Morten Karlsen.

Tekst: Ole Kristensen.