I VB’s pokalskab står trofæet for seks vundne pokaltitler. Det er dog mange år siden, Nørreskovens Drenge har gjort noget særligt væsen af sig i Cup’en, og i år blev 2. runde endestation, da VB efter en blodfattig indsats måtte tage den lange tur hjem fra Hjørring med 0-1 i bagagen og farvel til Sydbank Pokalen.

VB havde som følge af adskillige spilleres landsholdsopgaver i sagens natur ændringer i startelleveren. Thomas Gundelund, som kun fik otte minutter i gårsdagens U19 landskamp, var dog med. Især måtte Gâlcă tænke alternativt på backpladserne, hvor Viljormur Davidsen og Amundsen var optaget internationalt, mens Mølgaard var skadet. Foran Groothuizen så man således debuterende Mathias Voss fra U19, Mads Lauritsen, Mads Greve og Dantas. Gundelund og Lundrim Hetemi udgjorde den defensive midtbane, mens man fandt Lucas Jensen, Montiel og Gryn på den offensive. Helt fremme Adam Jakobsen. Dantas begyndte på venstre back, men byttede efter en mindre skade plads med Mads Lauritsen, så denne tog backen.

Jacob Schoop var tilbage i truppen efter en lidt kortere skadespause end frygtet og fik plads på bænken. Vendsyssel kunne i sin starter præsentere sine to nye hollændere, van der Heyden og van der Lely samt Jakob Blåbjerg fra AaB.

Hjemmeholdet var klart bedst gennem hele kampen og ukendeligt fra det slatne VFF-hold, VB besejrede 3-0 sammesteds for nogle uger siden. De fysisk stærke hvidklædte var aggressive i duellerne og vandt de fleste nærkampe. I VFF’s venstreside gjorde VFF’s bedste, Konaté, stort set, hvad der passede ham, og han var særdeles udfordrende for VB-defensiven. Det var da også værterne, der havde kampens første forsøg, da Ogude sparkede forbi. Morten Knudsen var fri efter 10 minutter, da VB-forsvaret var spillet tyndt, men han blev tacklet i skudøjeblikket. Overraskende var det da heller ikke, at hjemmeholdet bragte sig foran efter en snes minutter. Efter et indkast og indlæg af Søren Henriksen blev bolden spillet bagud til Ogude, som med et hårdt, fladt spark passerede Groothuizen.

Vejlenserne, som indimellem godt kunne finde plads at spille på, havde herefter deres bedste periode med to pæne chancer til Adam Jakobsen. Angriberen sparkede dog først lige på Peter Friis Jensen og dernæst over mål. Mod halvlegens slutning var det atter Vendsyssel, der bestemte løjerne, og nordjydernes bedste, Konaté, udfordrede Groothuizen med et godt langskud. 1-0 forblev det ved pausen – ganske fortjent.

Superligamednedrykkerne fortsatte, hvor de slap efter pausen, og Boateng var straks farlig med hovedet. En forfærdelig aflevering fra Dantas bragte Messaoud fri med Groothuizen, men hollænderen trak det længste strå. VB’s forsøg var sporadiske, men Adam Jakobsen fik dog halvflugtet fra kanten af feltet – lige på Peter Friis.

Gâlcă skiftede tre gange inden for ni minutter med omkring en time spillet. Schoop gjorde comeback for Voss, Finnbogason erstattede Hetemi, mens norske Magnus Grødem kom ind til sin debut for Mads Lauritsen. Det lykkedes dog ikke vejlenserne at etablere noget nævneværdigt pres i udligningsbestræbelserne. Tværtimod var det nærmest utroligt, at vendelboerne ikke fik lukket kampen endegyldigt. Søren Henriksen headede på overliggeren efter hjørne, mens en helt fri Messaoud måtte se VB’s bedste, Indy Groothuizen, diske op med en fodparade.

Dommer Michael Rasmussen havde fundet otte minutters tillægstid, men stadig formåede vejlenserne ikke at blive farlige, selv om man endog bragte Groothuizen med frem. Meget sigende sendte Montiel et frispark fra lovende position med alle vejlensere fremme ud over baglinjen…

VFF var igen tættere på i de døende sekunder, da Konaté smadrede bolden på stolpen. Der var advarsler til Voss, Finnbogason og Dantas. Efter sigende 700 tilskuere fortabte sig lidt på det efterhånden veludbyggede Nord Energi Arena. Eine spärliche Kulisse ville man have kaldt det syd for grænsen. VFF fortjener dog flere tilskuere næste gang, for Mølbys tropper spiller pt. en fin gang fodbold.

VB? Ja, vejlenserne har nu nogle dage til at genfinde attituden og takterne fra Viborg-kampen, inden det gælder dyrebare point mod Hvidovre i Nørreskoven på søndag kl. 15.00.

Se målet fra kampen her.

Sydbank Pokalen 2019-20, 2. runde, Nord Energi Arena, Hjørring
Tirsdag den 10. september 2019 kl. 19.00
Vendsyssel FF – Vejle Boldklub 1-0 (1-0)
20. 1-0 Emmanuel Ogude

Kort:
57. Mathias Voss (gult kort)
67. Kjartan Finnbogason (gult kort)
79. Nicolas Gianini Dantas (gult kort)

Indskiftninger:
60. Mathias Voss ud Jacob Schoop ind
62. Lundrim Hetemi ud Kjartan Finnbogason ind
68. Mads Lauritsen ud Magnus Grødem ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Indy Groothuizen

Mathias Voss
Mads Greve (anfører)
Mads Lauritsen
Nicolas Gianini Dantas

Lundrim Hetemi
Thomas Gundelund

Lucas Jensen
Diego Montiel
Sergiy Gryn

Adam Jakobsen

Bænken:
Thomas Hagelskjær (m)
Juhani Ojala
Magnus Grødem
Kjartan Finnbogason
Jacob Schoop
Matthew Conroy
Brenner Alves Sabino

Dommer: Michael Rasmussen
Tilskuere:
731

Vendsyssel (4-4-2): Peter Friis Jensen – Jeroen van der Lely, Jakob Hjorth, Søren Henriksen, Jakob Blåbjerg – Christoffer Boateng (65: Seyi Adekoya), Morten Brander Knudsen, Jelle van der Heyden (64: Mikkel Frankoch), Tiémoko Konaté – Ali Messaoud, Emmanuel Ogude (86: Daniel Christensen)
Træner: Johnny Mølby.

Kort:
65. Christoffer Boateng (gult kort)
87. Ali Messaoud (gult kort)

Tekst: Ole Kristensen.