Mål ændrer fodboldkampe…
Det gamle visdomsord blev i den grad bekræftet i aftenens kamp i Nørreskoven, hvor topholdet startede bedst og pressede vejlenserne. Men da VB først fik scoret, så de rødblusede sig ikke tilbage, og da Viborg samtidig faldt sammen som en brugt engangsklud, var det herefter kun et spørgsmål om sejrens størrelse.

Sygdom havde tvunget VB’s måltyv Kjartan Finnbogason ud på bænken, hvorfor Adam Jakobsen havde fået plads i startelleveren. Derudover erstattede Ylber Ramadani unge Lundrim Hetemi på den defensive midtbane. Viborg måtte undvære sin karantæneramte cheftræner Jacob Neestrup på bænken, ligesom midterforsvarer Lars Kramer ligeledes var spærret.

Gæsterne startede bedst mod et nervøst VB-mandskab. Topholdet pressede aggressivt og lod ikke vejlenserne få ro, og Jeff Mensah fyrede allerede i kampens andet minut et farligt langskud af, ligesom et vejlensisk forsvarskoks efter syv minutter var ved at give en farlig situation.

Viborgenserne havde et fornuftigt opspil og gode diagonalpasninger, mens det tog tid, før de rødblusede fik noget sat sammen. Gryn havde dog en god mulighed efter et kvarter på et Lucas Jensen-indlæg, men ukraineren fik ikke træf på bolden.

Den første halve time skabte – mit nur wenigen Torraumszenen – ikke superunderholdning for de 3.004 tilskuere, og det lå ikke just i kortene, at VB skulle bringe sig foran, men det var, hvad der skete i det 33. minut. Montiel slog et kort hjørne til Mølgaard, hvis indlæg Mads Greve forlængede til Adam Jakobsen, som pandede bolden forbi VFF-keeper Jónsson til 1-0. Målet gav vejlenserne momentum og skabte tilsvarende nervøsitet hos topholdet, og resten af halvlegen tilhørte VB, som pressede på for at øge føringen. Således havde Montiel et godt forsøg fra en spids vinkel, som Jónsson dog reddede til hjørne.

Superliganedrykkerne fortsatte efter pausen, hvor de slap. Og endnu engang slog de til på et hjørnespark. Denne gang sparkede Montiel bolden direkte ind til Dantas, som kontrolleret headede bolden ind ved stolpen. Viborg prøvede at kæmpe sig tilbage i kampen, men spillet var for nervøst og usammenhængende til at true den solide VB-defensiv. I stedet slog vejlenserne til på en omstilling, der var som hentet ud af den Fodbold-ABC, som alle taler om, men som vist aldrig er skrevet. I en 3:2 situation førte VB’s Thomas Gundelund, der trods sin unge alder ligner en, der har styret VB’s defensive midtbane for ages, bolden frem. Han fandt Gryn på venstre fløj, og ukraineren spurtede til baglinjen og fandt millimeterpræcist kampens spiller Adam Jakobsen, der med et flyvende hovedstød gjorde det til 3-0. Se, sådan fører man en kontra igennem, børnlille…!

Efter assisten syntes Gryn – der måske også skyldte lidt fra de foregående kampe – at kunne gå på vandet. Få minutter senere trak han i alt fald med den største selvfølgelighed ind i banen og sendte fra buen bolden fladt ind ved stolpen til 4-0. Og med fem minutter igen var ukraineren såmænd ved at lave et da capo, men denne gang fik Jónsson med besvær reddet.

En dråbe malurt fik Dantas dryppet i bægeret, da han i slutminutterne ville behandle en bold fra Greve lidt for smart med det resultat, at Casper Gandrup smuttede imellem og ødelagde Indys Groothuizens clean sheet. Lidt dumt og unødvendigt, men lad det ikke skjule glæden over efterårets bedste VB-præstation.

Dommer Anders Skjødt Voergaard fandt anledning til at trække gult seks gange – de tre over for VB’s Lucas Jensen, Ramadani og Dantas. VB’s tre udskiftninger faldt det sidste kvarter. Davidsen afløste Amundsen, Finnbogason kom ind for to-måls-skytten Adam Jakobsen, og endelig fik Mucolli de sidste minutter for en teknisk overbevisende Montiel.

Tre busfulde viborgensere gjorde deres til at sætte fin stemning i Nørreskoven, men kvikkest rullede endorfinerne i den euforiske røde fanblok, som slet ikke ville slippe deres helte efter den opmuntrende kamp. Hjemmepublikummet har jo også haft lidt til gode, og nu er det ærgerlige blot, at der er laaaang tid til næste kamp…!

Se målene fra kampen her.

NordicBet LIGA 2019-20, Vejle Stadion
Torsdag den 29. august 2019 kl. 18.00
Vejle Boldklub – Viborg FF 4-1 (1-0)
32. 1-0 Adam Jakobsen
57. 2-0 Nicolas Gianini Dantas
68. 3-0 Adam Jakobsen
75. 4-0 Sergiy Gryn
89. 4-1 Casper Gandrup

Kort:
16. Lucas Jensen (gult kort)
53. Ylber Ramadani (gult kort)
72. Nicolas Gianini Dantas (gult kort)

Indskiftninger:
76. Malte Amundsen ud Viljormur Davidsen ind
78. Adam Jakobsen ud Kjartan Finnbogason ind
82. Diego Montiel ud Arbnor Mucolli ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Indy Groothuizen

Tobias Mølgaard
Nicolas Gianini Dantas
Mads Greve (anfører)
Malte Amundsen

Ylber Ramadani
Thomas Gundelund

Lucas Jensen
Diego Montiel
Sergiy Gryn

Adam Jakobsen

Bænken:
Thomas Hagelskjær (m)
Viljormur Davidsen
Magnus Grødem
Kjartan Finnbogason
Mads Lauritsen
Arbnor Mucolli
Lundrim Hetemi

Dommer: Anders Skjødt Voergaard
Tilskuere: 3.004

Viborg (4-3-3): Ingvar Jónsson – Mikkel Knudsen, Simon Trier, Jakob Bonde Jensen, Christian Sørensen – Frederik Brandhof, Jeppe Grønning, Mads Aaquist (76: Nikko Boxall) – Christian Sivebæk, Mikkel Agger (69: Alassana Jatta), Jeff Mensah (87: Casper Gandrup)
Træner: Jacob Neestrup.

Kort:
38. Frederik Brandhof (gult kort)
47. Christian Sørensen (gult kort)
62. Mads Aaquist (gult kort)

Tekst: Ole Kristensen.