Det blev lidt shaky til sidst, og var sveden i forvejen ikke fremme på 2.481 tilskuerpander i sensommergryden på Vejle Stadion, ja, så kom den det i alt fald i slutminutterne. Men VB holdt stand mod oprykkerne fra Skive, og 2-1 sejrens retfærdighed kan der ikke pilles ved. Faktisk var der fine takter i en kamp, hvor VB’s purunge defensive midtbane imponerede.

VB havde to ændringer i sin startellever i forhold til midtugekampen i Kolding. Amundsen afløste Davidsen på venstrebacken, mens unge Lundrim Hetemi kom ind til sin turneringsdebut på den defensive midtbane for Ylber Ramadani. Der var blomster inden kampen til Arbnor Mucolli for hans kamp nr. 50 i Kolding.

Gæsterne overlod fra start initiativet til hjemmeholdet, som begyndte udmærket med gode sideskift og fornuftige indlæg. Efter et sådant fladt et af slagsen fra Lucas Jensen kom Kjartan Finnbogason til en kæmpechance efter små ti minutter, men islændingen blev tacklet i skudøjeblikket.

Efter 16 minutter gik det dog ikke mere for de trængte oprykkere. Efter et fint VB-angreb smed Malte Amundsen et fint indlæg ind til Finnbogason, som sikkert headede forbi keeper Bobjerg.

Efter scoringen måtte skibonitterne naturnødvendigt længere frem på banen, og vejlenserne blev mere afventende. De blågules største – og eneste – chance før pausen kom efter 37 minutter, da Mikkel Vendelbo kom fri i straffesparksfeltet, men han blev rettidigt tacklet af Gundelund. Ellers var det småt med begivenheder i de to felter efter VB-scoringen. VB viste god vilje og gejst og kom med et godt udtryk, men den rigtige chanceskabende aflevering kom for sjældent til, at vejlenserne for alvor var tæt på at udbygge føringen.

VB satsede dog på at dræbe kampen straks fra starten af 2. halvleg, og det syntes at lykkes. Et flot angreb sat op af Gundelund endte via Gryns, Lundrims og Montiels fødder hos Malte Amundsen, og hvorfor så ikke gentage recepten fra 1. halvleg? Amundsen slog et nyt knivskarpt indlæg, og det er mad for Finnbogason. Den islandske målræv pandede da også bolden kraftfuldt i netmaskerne.

Vejlenserne ville gerne sætte yderligere trumf på, og Gundelund og Montiel havde fine forsøg udefra, ligesom indskiftede Adam Jakobsen trak sig godt fri og fik afsluttet lige på den forkerte side af stolpen. Udover indskiftningen af Adam Jakobsen for Gryn kom også ”Vitinho” ind til sin debut for Lucas Jensen, for alt åndede jo fred og ingen fare. Men i en situation, hvor VB kun var 10 og manglede en header, da Dantas var til behandling, fik Skive reduceret ved Magnus Riisgaard Jensen på hovedstød efter hjørne. Og med fem minutters tillægstid, der blev til seks, blev det pludselig en ulideligt lang slutfase for VB-lejren, for oprykkerne lugtede muligheder og trykkede gevaldigt på med en lang række indlæg, hjørne- og frispark.

Ramadani erstattede i de døende minutter Lundrim for at krige sejren hjem, og de rødblusede, hvoraf ikke så få havde krampe mod slutningen, holdt fortjent stand og kunne notere den første hjemmesejr. Benjamin Helm Svedborg passede fløjten med storsind og dekreterede fortjente vandpauser til svedende spillere. Af tre givne advarsler tilfaldt de to VB-spillere: Malte Amundsen og Dantas.

Trods den lidt bævrende afslutning var der masser at glæde sig over hos hjemmeholdet. Defensiven holdt Skive fra de store chancer, den purunge midtbane imponerede med en forrygende Gundelund og debutanten Lundrim Hetemi, der blev MOM, og så den gode gamle måltyv Finnbogason, der var på pletten, da Amundsen slog sine excellente indlæg. Med sejren tog VB et godt hop i tabellen og besætter nu femtepladsen. Og på torsdag bliver der rigtig noget at øve sig på, når topholdet Viborg gæster Nørreskoven. Alle mand af huse!

Se målene fra kampen her.

NordicBet LIGA 2019-20, Vejle Stadion
Søndag den 25. august 2019 kl. 15.00
Vejle Boldklub – Skive IK 2-1 (1-0)
17. 1-0 Kjartan Finnbogason
49. 2-0 Kjartan Finnbogason
86. 2-1 Magnus Riisgaard Jensen

Kort:
18. Malte Amundsen (gult kort)
66. Nicolas Gianini Dantas (gult kort)

Indskiftninger:
77. Sergiy Gryn ud Adam Jakobsen ind
81. Lucas Jensen ud João ”Vitinho” Souza ind
89. Lundrim Hetemi ud Ylber Ramadani ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Indy Groothuizen

Tobias Mølgaard
Nicolas Gianini Dantas
Mads Greve (anfører)
Malte Amundsen

Lundrim Hetemi
Thomas Gundelund

Lucas Jensen
Diego Montiel
Sergiy Gryn

Kjartan Finnbogason

Bænken:
Thomas Hagelskjær (m)
Viljormur Davidsen
Adam Jakobsen
Ylber Ramadani
Mads Lauritsen
Arbnor Mucolli
João ”Vitinho” Souza

Dommer: Benjamin Helm Svedborg
Tilskuere:
2.481

Skive (3-4-3): Marcus Bobjerg – Christoffer Østergaard, Magnus Riisgaard Jensen, Kenneth Nielsen – Jacob Vetter (73: Emil Søgaard), Mikkel Vendelbo, Mikkel Jespersen, Mathias Pedersen (55: Jeppe Mogensen) – Thomas Santos, Sebastian Grønning, Sebastian Denius (55: Sebastian Buch Jensen)
Træner: Thomas Røll, Martin Thomsen.

Kort:
38. Mikkel Jespersen (gult kort)

Tekst: Ole Kristensen.