VB’s præstation var markant forbedret, da holdet for anden gang inden for få dage mødte en af naboklubberne fra området. På Autocentralen Park, Kolding Stadion, blev det med 1-1 til en deler. Kolding vil ærgre sig over en brændt gigantchance mod slutningen, mens VB vil påberåbe sig, at det var de rødblusede, der ville mest i lokalopgøret. Således var det uafgjorte resultat til syvende og sidst måske ikke så uretfærdigt.

Der var tre ændringer i startelleveren hos VB i forhold til blamagen mod Fredericia. Anfører Schoop blev jo slemt skadet i weekenden og måtte naturnødvendigt sidde over, mens Amundsen og Mads Lauritsen var flyttet ud på bænken. Tobias Mølgaard var tilbage efter skade og indtog højrebacken, mens også Dantas vendte tilbage i forsvaret ved siden af Greve. På den defensive midtbane fik Thomas Gundelund en sjælden starter, og det unge talent efterlod et fint indtryk.

At KIF skulle gå til pausen med en smal føring, var der ikke det store, der tydede på. Holdet passede godt på sig selv, stod kompakt og overlod initiativet til vejlenserne, som dog havde svært ved at finde huller i KIF’s femmands bagkæde. Hjemmeholdet havde første forsøg i en begivenhedsfattig 1. halvleg, da Martin Hedeager sparkede et langskud forbi. VB var meget på bolden, uden det blev til de mange chancer. Montiel fik chancen tæt under mål efter godt forarbejde af Gryn, men keeper Jens Rinke stod i vejen. Kjartan Finnbogason fik ekvilibristisk halvflugtet på et Lucas Jensen-indlæg, men lige på Rinke. Gæsterne kom en del gange til baglinjen kampen igennem, men indlæggene havde ikke altid høj klasse…

Og så – ud af ingenting – kom en scoring til hjemmeholdet umiddelbart før halvtid. Et boldtab af Montiel startede en KIF-omstilling, en løs bold endte hos Denis Fazlagic, og ”der Flügelflitzer” gjorde det slemme ved sin gamle klub ved sikkert at passere Groothuizen.

Kampen tog mere farve efter pausen for de 4060 tilskuere. VB pressede energisk på for en udligning, og Montiel spillede sig selv fri med en smart vending, men strandede på Rinke. Også Finnbogason måtte se Rinke stå i vejen for sin helflugter. Helt fortjent kom udligningen dog 10 minutter ind i 2. halvleg. Gryn spurtede fra KIF-forsvaret og sendte en fin bold skråt bagud, som Lucas Jensen behandlede efter fortjeneste ved at fange Rinke på det forkerte ben. Gæsterne fortsatte bestræbelserne på at få fuldt pointudbytte, og Dantas headede over mål på et Davidsen-hjørne.

De hvidblusede slog dog også fra sig, og Sebastian Sommers gode langskud måtte Groothuizen halvklare, mens riposten røg over mål.

Superliganedrykkerne søgte sejren mest, men når de rødblusede går i seng i aften, vil de alligevel glæde sig over, at det ikke endte med et nederlag. Fem minutter før tid kom Groothuizen til at forære koldingenserne en dobbelt megachance med et kikset udspark, men det lykkedes Jacob Eriksen og Jeppe Hansen at misbruge den tidlige julegave, og så sluttede det hele salomonisk med en pointdeling. VB kan glæde sig over en langt mere sammenhængende og viljefast indsats end i weekendens kamp mod Fredericia. Gâlcăs tropper var pænt i kontrol, men manglede evnen til at bryde forsvarsværket ved Koldinghus ned.

VB skiftede tre gange i de sidste 20 minutter. Arbnor Mucolli noterede sig for et jubilæum, da han afløste Montiel og kom ind til sin kamp nr. 50. Senere debuterede brasilianeren Brenner, da han remplacerede Finnbogason, mens Amundsen afløste målscorer Lucas Jensen. Dommer Kasper Madsen uddelte tre advarsler i opgøret – den ene tilfaldt VB’s Ylber Ramadani.

På søndag gælder det endnu et oprykkermøde, når Skive – med en dugfrisk sejr i Vendsyssel i rygsækken – gæster Nørremarken.

Se mål fra kampen her.

NordicBet LIGA 2019-20, Autocentralen Park, Kolding Stadion
Onsdag den 21. august 2019 kl. 19.00
Kolding IF – Vejle Boldklub 1-1 (1-0)
45. 1-0 Denis Fazlagic
59. 1-1 Lucas Jensen

Kort:
90. Ylber Ramadani (gult kort)

Indskiftninger:
68. Diego Montiel ud Arbnor Mucolli ind
74. Kjartan Finnbogason ud Brenner Alves Sabino ind
78. Lucas Jensen ud Malte Amundsen ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Indy Groothuizen

Tobias Mølgaard
Nicolas Gianini Dantas
Mads Greve (anfører)
Viljormur Davidsen

Ylber Ramadani
Thomas Gundelund

Lucas Jensen
Diego Montiel
Sergiy Gryn

Kjartan Finnbogason

Bænken:
Gianluca Zanette (m)
Malte Amundsen
Adam Jakobsen
Mads Lauritsen
Arbnor Mucolli
Brenner Alves Sabino
Lundrim Hetemi

Dommer: Kasper Madsen
Tilskuere:
4.060

Kolding IF (3-4-3): Jens Rinke – Mads Zederkof, Mathias Høgsholt, Mads Eriksen – Morten Hansen, Sebastian Sommer (90: Henrik Brodersen), Niels Letort, Simon Smidt – Denis Fazlagic, Rune Nautrup (82: Jeppe Hansen), Martin Hedeager Jensen (64: Jakob Eriksen)
Træner: Anders Jensen.

Kort:
48. Rune Nautrup (gult kort)
73. Simon Smidt (gult kort)

Tekst: Ole Kristensen.