Det er i øjeblikket en tung skæbne at være VB’er. Efter i sidste Superligakamp at have givet Esbjerg sejren i overtiden, smed man – igen efter de 90 minutter var gået – den første udesejr væk, da AGF’s Patrick Mortensen i det 93. minut sikrede De Hviee et smigrende point, da han scorede til 2-2.

Der er efter to uafgjorte kampe således status quo i VB’s nedrykningspulje, og troen på et gnidningsløst Brexit for England er dermed nok større end troen på VB’s mulighed for at undslippe puljens sidsteplads. Men der var spillemæssigt en opadgående tendens fra de sidste to kampe i grundspillet, og kan det fortsætte, kan man med en vis fortrøstning se frem til playoff-kampene. Foran Bajza stillede VB med Memija, Mads Lauritsen, Greve og Mølgaard i bagkæden. Hallberg og kaptajn Schoop var på den bageste midtbane, mens Sousa, Yurchenko og Gryn lå bag striker Finnbogason. Viljormur Davidsen var ude med en brækket hånd, ligesom også Gustaf Nilsson og Adam Jakobsen var ukampdygtige.

6.103 tilskuere kunne se en jævnbyrdig, men noget rodet indledning med mange fejlafleveringer. VB fik i det 12. minut kampens første chance på en omstilling efter et AGF-hjørne (!) Sergiy Gryn blev spillet helt fri af Allan Sousa, men blev tacklet i skudøjeblikket. I den anden ende havde Amini et fornuftigt langskud, som Bajza fik vippet til hjørne. Det kneb for holdene at komme til det helt store, og forsøg udefra fra Schoop i den ene ende og Jakob Ankersen var midt i halvlegen ene om at skabe en smule fare for de to keepere. Som halvlegen skred frem satte VB som det trods alt mest boldsikre mandskab sig dog mere og mere på kampen og profiterede ikke mindst af en lang række boldtab hos aarhusianerne. De rødblusede forsøgte især at sætte lynhurtige Gryn i scene, og ukraineren havde da heller ingen problemer med at løbe fra hjemmeholdets forsvar, men slutproduktet manglede.

Pavol Bajza måtte blive i omklædningsrummet til 2. halvleg, da såret under knæet fra Esbjerg-kampen var brudt op igen. Hagelskjær tog handskerne på. AGF kom bedre ud efter pausen – mest i kraft af indskiftede Mustapha Bundu, som skabte en del ravage i VB’s venstre forsvarsside. VB havde dog den første mulighed i kampens anden halvdel, da Allan Sousa efter VB-lejrens mening blev fældet af målmand Grabara, men dommer Willaume-Jantzens eneste reaktion var et gult kort til Jacob Schoop for brok… Det blev den ene af to VB-advarsler – også Mads Lauritsen så gult.

Hjemmeholdet kom foran med en time spillet, og selvfølgelig var Mustapha Bundu ophavsmand. Spilleren fra Sierra Leone gled fri i højre og smækkede en hård aflevering ind i det lille felt, hvor Jens Stage havde let ved at score. Constantin Gâlcăs hold gav dog på ingen måde op, men angreb ufortrødent videre. Mads Lauritsen kom til et fint hovedstød efter frispark, men Kamil Grabara reddede fornemt. Med et kvarter igen fik VB udlignet. Via Gryn og Yurchenko blev bolden fint spillet ud til Allan Sousa i højre, og brasilianeren svigtede ikke, men sænkede bolden i det lange hjørne.

De rødblusede havde mest brug for fuld pointhøst og fortsatte med at køre på. Jonas Andersen erstattede Gryn (Ramadani havde tidligere afløst en skadet Hallberg), og det skulle vise sig at være en god ide. I det 84. var den unge blonde angriber pludselig fri efter en lang bold og sjusket forsvarsspil af værterne, og skønt ynglingens afslutning nok ikke var den skarpeste, smuttede den alligevel under Grabara til 1-2. Polakken havde i det hele taget ikke sin bedste aften – nok en håndfuld igangsætninger lykkedes det ham at sende ud over sidelinjen…

Men som VB’er ved man, at man på ingen måde må glæde sig for tidligt. Og toethalvt minut inde i overtiden lykkedes det da ganske rigtigt heller ikke gæsternes forsvar at få clearet en række kontraer ordentligt, og Patrick Mortensen kunne sparke en nedfaldsbold i nettet til 2-2, hvilket sparede aarhusianerne for en pibekoncert fra et ikke ganske tilfreds lokalpublikum. ”Jeg lukker mine øjne i Aarhus…” sang AGF-fan Thomas Helmig i højtaleren på Ceres Park. Næppe tvivl om, at når David Nielsen engang i aften lægger hovedet på puden og lukker øjnene, vil han tænke tilbage på et ikke uheldigt AGF-point…

Kvalifikationsspil, Superligaen 2018-19, Ceres Park, Aarhus
Mandag den 1. april 2019 kl. 19.00
AGF – Vejle Boldklub 2-2 (0-0)
62. 1-0 Jens Stage
75. 1-1 Allan Sousa
84. 1-2 Jonas Andersen
90. 2-2 Patrick Mortensen

Kort:
50. Mads Lauritsen (gult kort)
54. Jacob Schoop (gult kort)

Indskiftninger:
46. Pavol Bajza ud Thomas Hagelskjær ind
58. Melker Hallberg ud Ylber Ramadani ind
77. Sergiy Gryn ud Jonas Andersen ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Pavol Bajza

Kerim Memija
Mads Greve
Mads Lauritsen
Tobias Mølgaard

Melker Hallberg
Jacob Schoop (anfører)

Allan Sousa
Vladlen Yurchenko
Sergiy Gryn

Kjartan Finnbogason

Bænken:
Thomas Hagelskjær (m)
Malte Amundsen
Imed Louati
Ylber Ramadani
Jonas Andersen
Arbnor Mucolli
Branko Ilic

Dommer: Benjamin Willaume-Jantzen
Tilskuere:
6.103

AGF (4-4-2): Kamil Grabara – Alexander Munksgaard, Frederik Tingager, Jesper Juelsgård, Casper Højer Nielsen – Kasper Lunding (46: Mustapha Bundu), Mustafa Amini, Jens Stage, Jakob Ankersen (82: Youssef Toutouh) – Patrick Mortensen, Tobias Sana (46: Adama Guira)
Træner: David Nielsen.

Kort:
33. Jesper Juelsgård (gult kort)
68. Adama Guira (gult kort)
71. Jens Stage (gult kort)

Tekst: Ole Kristensen.