Randers FC besejrede VB 2-0 i den 3×45 minutter lange testkamp i Kronjylland onsdag eftermiddag. Marvin Egho åbnede scoringen på hovedstød efter hjørnespark midt i 2. halvleg, mens hurtige Tosin Kehinde øgede til slutresultatet i det 104. minut. VB benyttede 24 spillere i løbet af opgøret – heriblandt den schweiziske prøvespiller Nikola Sukacev.

Der var hele fem ændringer i forhold til weekendens testkamp mod Kolding IF, da VB kl. 13.00 løb på banen på kunstgræsbanen v/ Cepheus Park Randers. På backen i højre side var Gundelund valgt, i midterforsvaret spillede Ojala, Ramadani var tilbage på den bagerste midtbane, Finnbogason tilbage i angrebet og Arbnor Mucolli foretrukket i venstresiden. Randers FC – 2½ uge inden Superliga genoptages – kom uden Patrik Carlgren, Erik Marxen og Saba Lobjanidze fra den normale startopstilling, men ellers mønstrede Thomasberg og Bertelsen et stærkt kronjysk hold til testen mod VB.

Det er ikke uden grund, at Randers FC bejler til en plads i Superligaens slutspil. Thomasbergs mandskab er solidt og fysisk stærk. Den klassiske 4-4-2-opstilling vakler sjældent og VB havde over samtlige 135 minutter svært ved at skabe chancer mod kronjyderne. I selve spillet matchede VB i store perioder værterne, der gik højt på VB i dele af 1. halvleg og udfordrede vejlensernes opspil i bagkæden. Det betød, at VB skulle finde en vej ud af presset. Der var få chancer at berette om før pausen. Marvin Egho havde en god nedtagning og vending i feltet, men Greve markerede østrigeren ud. Lidt efter slog arbejdsomme Kopplin et indlæg mod et forsvar ude af balance, men også her fik VB’s forsvarsprofil afværget. VB var oftest farlige når Arbnor Mucolli satte tempo på spillet i venstresiden. Den lille dribler viste flere gange, at han kan sætte sin direkte modspiller 1:1, men indlæggene fik VB ikke noget ud af. Kampens første spark mod mål havde Jesper Lauridsen efter en lille halv time. På bagkant af et Randers-hjørne, hamrede den nye venstreback til en løs bold, men VB fik blokeret.

Mod slutningen af halvlegen åbnede kampen lidt op. Krigen midt på banen blev til et par halve muligheder i felterne. Kallesøe forsøgte at finde Emil Riis i feltet, men den store forward kiksede i en god position. Lidt efter var det debuterende Mathias Greve der forsøgte at tackle bolden i mål. I halvlegens sidste minutter fik VB to gange afsluttet over Jonas Dakirs mål. Først ved Viljormur Davidsen, der sparkede til en løs bold, men over. I halvlegens sidste minut havde Jacob Schoop et godt tilbud. Arbnor rev sig fri i venstreside og slog indlæg, men anføreren overplacerede sit spark på kanten af feltet.

De næste 45 minutter åbnede bølgende frem og tilbage. Der var oftest mest bid over angrebene, når randrusianerne angreb, men VB havde også fremstød. Lucas Jensen kom op til et indlæg fra Viljormur, men fik ikke headet med kvalitet denne gang. Modsat fik Emil Riis chancen i feltet, men hamrede lige på Hagelskjær. Efter 61 minutter fik Vito Hammershøy-Mistrati chancen på et frispark midt for mål. VB’s bøddel fra Play Off-kampene i maj, sparkede hårdt og yderligt, så Hagelskjær måtte give hjørnespark. Herpå sendte Jesper Lauridsen bolden ind tæt under mål, hvor Marvin Egho headede bolden i nettet til 1-0.

Kort efter var Hammershøy-Mistrati på spil igen. Den stærke midtbanespiller halvflugtede med godt og tvang Hagelskjær ud i en god redning. Randers FC sad på spillet i perioden efter målet og efter 71 minutter skiftede VB alle ti markspillere. Skiftet gav ny energi til gæsterne, og vejlenserne kom længere frem på banen. Efter kun fem minutter på banen var Adam Jakobsen ved at skabe en god chance. Han erobrede en løs bold midt på banen og gik lige mod mål. Han blev først stoppet udenfor feltet af André Rømer, der måtte lave et professionelt frispark. Den mulighed fik Nicolas Gianini Dantas lov til at forsøge sig på. Brasilianeren, hvis evner på frispark blev kendt allerede i efteråret, sparkede i muren, hvorefter VB appellerede for hands og muligt straffespark. Kampens Superligadommer, Mads-Kristoffer Kristoffersen, havde dog ikke set noget, der krævede hans indblanden, og spillet fortsatte. I den resterende del af de første 90 minutter var VB godt med, men igen var Randers FC-defensiven, nu med Erik Marxen, svær at åbne op. Magnus Grødem sparkede forbi mål og schweizeren Nikola Sukacev, der kom ind på højrekanten, blev sat i scene et par gange. Sukacev viste, at han havde fart og kunne drible, men det blev ikke farligt i feltet. I det sidste minut af 2. halvleg fik Randers FC en god chance efter hjørne, men bolden blev sendt ved siden af mål.

I de sidste 45 minutter skiftede VB i målet, så Lucas Chang-Andersen kom ind for Thomas Hagelskjær. Nikola Sukacev startede med et godt løb i højre side med bolden, men inde foran mål blev Adam Jakobsen markeret tæt. Tobias Mølgaard trykkede af med kvalitet fra distancen, men højrebacken måtte se sit langskud suse lige forbi mål. Kampen tog sin endelige afgørelse efter 104 minutter. Randers FC’s hurtige offensivspiller Tosin Kehinde fik en pasning på egen halvdel og løb fra flere VB’ere i en omstilling. Til sidst tippede han bolden i mål til 2-0. Der stod Randers FC på det meste i den resterende del af opgøret, hvor kun et frispark til Sukacev på siden af feltet, kunne have kastet en chance til gæsterne af sig. Kasper Waarst Høgh headede ved siden af mål for Randers og unge Tobias Klysner havde et par gode forsøg, men det blev ved de 2-0 til Randers FC i en god test for VB.

Se mål og højdepunkter fra kampen her.

Forberedelseskampene fortsætter i næste uge for VB. Her er modstanderen Aarhus Fremad i VB Parken torsdag den 6. februar.

Træningskamp, kunstgræsbanen v/ Cepheus Park Randers
Afviklet over 3 x 45 minutter
Onsdag den 29. januar 2020 kl. 13.00
Randers FC – Vejle Boldklub 2-0 (0-0, 1-0)
62. 1-0 Marvin Egho
104. 2-0 Tosin Kehinde

Kort:
7. Jacob Schoop (gult kort)
29. Kjartan Finnbogason (gult kort)
119. Tobias Mølgaard (gult kort)

Indskiftninger:
71. Thomas Gundelund ud Mathias Voss ind
71. Mads Greve ud Nicolas Gianini Dantas ind
71. Juhani Ojala ud Mads Lauritsen ind
71. Viljormur Davidsen ud Tobias Mølgaard ind
71. Diego Montiel ud Tobias Sommer ind
71. Ylber Ramadani ud Lundrim Hetemi ind
71. Jacob Schoop ud Magnus Grødem ind
71. Lucas Jensen ud Nikola Sukacev ind
71. Kjartan Finnbogason ud Adam Jakobsen ind
71. Arbnor Mucolli ud Sergiy Gryn ind
91. Thomas Hagelskjær ud Lucas Chang-Andersen ind
112. Nikola Sukacev ud Wahid Faghir ind
118. Tobias Sommer ud Alexander Jensen ind
132. Mathias Voss ud Thomas Gundelund ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Thomas Hagelskjær

Thomas Gundelund
Mads Greve
Juhani Ojala
Viljormur Davidsen

Diego Montiel
Ylber Ramadani
Jacob Schoop (anfører)

Lucas Jensen
Kjartan Finnbogason
Arbnor Mucolli

Bænken:
Lucas Chang-Andersen (m)
Sergiy Gryn
Magnus Grødem
Adam Jakobsen
Wahid Faghir
Mads Lauritsen
Nicolas Gianini Dantas
Lundrim Hetemi
Tobias Mølgaard
Tobias Sommer
Alexander Jensen
Mathias Voss
Nikola Sukacev (prøvetræning)

Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen (SL)
Tilskuere:
Cirka 100

Randers FC (4-4-2): Jonas Dakir – Björn Kopplin (62: Johnny Thomsen), Simon Piesinger (62: Erik Marxen), Simon Graves (90: Nikolaj Leth), Jesper Lauridsen (90: Oliver Bundgaard) – Mikkel Kallesøe (75: Tobias Klysner), Vito Hammershøy-Mistrati (90: Issah Salou (134: Oliver Bjerrum Jensen)), Frederik Lauenborg (75: André Rømer), Mathias Greve (75: Tosin Kehinde) – Emil Riis Jakobsen (90: Benjamin Stokke), Marvin Egho (75: Kasper Waarst Høgh)
Træner: Thomas Thomasberg.

Kort:
50. Björn Kopplin (gult kort)
67. Jesper Lauridsen (gult kort)
76. André Rømer (gult kort)
107. Oliver Bundgaard (gult kort)

Tekst: Lars Christensen.