Træner Constantin Gâlcă stillede med to blandede hold i de to halvlege i lørdagens testkamp mod lokalrivalerne fra KIF, nr. 4 i NordicBet LIGA. Og mens hold 1 i 1. halvleg var klart dominerende og sikrede en 3-1 føring til hjemmeholdet, faldt hold 2 sammen efter pausen, og gæsterne, som også skiftede en del ud, kunne med tre scoringer sikre sig en 4-3 sejr. Små 400 tilskuere havde på den milde, men regnvåde januardag fundet vej til VB Parkens kunstbane.

VB stillede før pausen op med Hagelskjær på mål, og han havde i bagkæden foran sig Gundelund, Greve, Mads Lauritsen og Viljormur Davidsen. Lundrim Hetemi og den nybagte fuldtidsspiller Tobias Sommer var at finde på den defensive midtbane og kaptajn Schoop på den offensive. Lucas Jensen og Montano var på kanterne og Adam Jakobsen helt fremme.

Der var således blæst til broderopgør, idet Tobias Sommers storebror Sebastian optrådte i Koldings startellever.

VB startede som lyn og torden, og allerede efter tre minutter lå bolden bag KIF’s reservekeeper Benjamin Schubert. Schoop spillede Lucas Jensen godt op i højre, og den hurtige kantspiller gik direkte på kassen og scorede mellem benene på Schubert.

Adam Jakobsen kunne have gjort det til 2-0 efter en halv snes minutter efter et nyt flot VB-angreb, men Schubert snuppede flot den unge angribers ellers udmærkede hovedstød.

Gæsterne meldte sig nu ind i kampen og fik mere spil. Hagelskjær måtte efter et lille kvarter i aktion første gang, da han parerede en fin halvflugter fra Martin Hedeager. Få minutter senere blev det 1-1, da den tidligere VB’er Denis Fazlagic udlignede på hovedstød efter et indlæg fra venstre.

Værterne, der spillede en fin 1. halvleg, greb dog atter taktstokken, og efter 23 minutter opfangede Adam Jakobsen en kikset aflevering fra keeper Schubert og spillede Tobias Sommer op til 2-1 føring. Efter at Lucas Jensen havde sparket snært forbi på en friløber, skulle det blive 3-1 inden pausen. Thomas Gundelund gik uimodståeligt til baglinjen og fandt med et fladt indlæg Leonel Montano, der bankede bolden op i nettaget.

Gâlcă brage 11 nye spillere efter pausen. Zanette havde nu handskerne på bag firerkæden Tobias Mølgaard, Ojala, Dantas og Villads Rasmussen. Ramadani var at finde på den defensive midtbane og Montiel og Alexander Jensen på den offensive. Jonas Andersen og Grødem var på fløjene og Wahid Faghir helt fremme.

Det nye VB-hold mistede grebet om kampen og fik slet ikke presset gæsterne, som det var tilfældet før pausen. Det var derfor også meget sporadisk, hvad der var af muligheder til de rødblusede i 2. halvleg, mens koldingenserne var langt farligere.

Det blev da også til tre mere eller mindre identiske scoringer til lokalrivalerne. I det 66. minut kunne Jeppe Hansen skubbe et indlæg fra højre over stregen til 3-2, og 13 minutter senere var det Simon Smidt, der sparkede et nyt indlæg fra højresiden ind til udligning.

KIF pressede på for sejren, og Mads Zederkof sparkede på stolpen, mens Zanette med en flot redning tog sig af forsøget på riposten. Jeppe Hansen fik headet fra kort afstand, men også her reddede Zanette flot. På VB’s bedste mulighed burde Magnus Grødem have haft straffe i de døende minutter, da nordmanden blev væltet i det kriminelle felt, men dommer Henrik Hansens fløjte forblev tavs. I stedet sikrede KIF sig sejren i overtiden, da Simon Smidt med et dommedagsbrag omsatte endnu et indlæg fra højre til en ikke ufortjent Kolding-sejr. Henrik Hansen viste gult tre gange efter pausen til et hårdt spillende Kolding-mandskab.

VB kan tage de gode første 45 minutter med sig, mens holdet med flere U19 spillere på banen efter pausen ikke stod distancen. På onsdag venter en ny testkamp, når truppen tager til Randers.

Se målene fra kampen her.

Træningskamp, VB Parken kunstgræs
Lørdag den 25. januar 2020 kl. 13.00
Vejle Boldklub – Kolding IF 3-4 (3-1)
4. 1-0 Lucas Jensen
17. 1-1 Denis Fazlagic
24. 2-1 Tobias Sommer
40. 3-1 Leonel Montano
66. 3-2 Jeppe Hansen
80. 3-3 Simon Smidt
90. 3-4 Simon Smidt

Indskiftninger:
46. Thomas Hagelskjær ud Gianluca Zanette ind
46. Thomas Gundelund ud Tobias Mølgaard ind
46. Mads Greve ud Nicolas Gianini Dantas ind
46. Mads Lauritsen ud Juhani Ojala ind
46. Viljormur Davidsen ud Villads Rasmussen ind
46. Jacob Schoop ud Alexander Jensen ind
46. Lundrim Hetemi ud Ylber Ramadani ind
46. Tobias Sommer ud Diego Montiel ind
46. Lucas Jensen ud Jonas Andersen ind
46. Adam Jakobsen ud Wahid Faghir ind
46. Leonel Montano ud Magnus Grødem ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Thomas Hagelskjær

Thomas Gundelund
Mads Greve
Mads Lauritsen
Viljormur Davidsen

Jacob Schoop (anfører)
Lundrim Hetemi
Tobias Sommer

Lucas Jensen
Adam Jakobsen
Leonel Montano

Bænken:
Gianluca Zanette (m)
Lucas Chang-Andersen (m)
Juhani Ojala
Magnus Grødem
Diego Montiel
Ylber Ramadani
Wahid Faghir
Nicolas Gianini Dantas
Tobias Mølgaard
Villads Rasmussen
Alexander Jensen
Jonas Andersen

Dommer: Henrik Hansen (2DV)
Tilskuere: Cirka 400

Kolding IF (3-4-3): Benjamin Schubert (46: Frederik Ibsen) – Simon Trier, Mathias Høgsholt (63: Niels Letort), Jakob Kiilerich (46: Mads Zederkof) – Morten Hansen, Sebastian Sommer, Mike Vestergård (63: Benjamin Zjajo), Daniel Thøgersen (46: Simon Smidt) – Denis Fazlagic (46: Christian Kudsk), Rune Nautrup (63: Jeppe Hansen (86: Martin Hedeager Jensen)), Martin Hedeager Jensen (63: Mikkel Dongsted)
Træner: Morten Mølkjær.

Kort:
47. Sebastian Sommer (gult kort)
55. Simon Smidt (gult kort)
84. Mads Zederkof (gult kort)

Tekst: Ole Kristensen.