I en måske ikke uforglemmelig træningskamp mod FC Sydvest fra 2. division holdt VB naturligvis atter clean sheet og vandt kampen 2-0.

VB havde udtaget ikke færre end 24 spillere til aftenens testmatch, hvilket betød, at man stillede to forskellige hold i de to halvlege. 1. halvleg lignede den normale opstilling fraset spillere på landsholdsopgaver, mens reserverne og nogle U19-Ligaspillere udgjorde holdet efter pausen.

I 1. halvleg stillede VB med Zanette på mål, og foran sig havde han en bagkæde med Mølgaard, Greve, Ojala og hjemvendte Thais Damgaard. Bagest centralt huserede Tobias Sommer fra U19 og Schoop, Gryn og Lucas Jensen var på kant og helt fremme Finnbogason med Montiel bag sig. Efter en god halv time erstattede Dantas en småskadet Greve i midterforsvaret. Målmændene Zanette, Hagelskjær og Lucas Chang fik en halv time hver.

Modstanderne fra Tønder belægger tiendepladsen i 2. divisions vestkreds, her hvor efterårssæsonen er afsluttet i den tredjebedste række. Sønderjyderne sluttede sæsonen med at besejre Dalum 3-2 i den sidste kamp. Hos gæsterne spillede den tidligere VB’er Jeppe Hansen en fin kamp på midtbanen.

VB spillede i lavt gear før pausen, og med det beskedne tempo bragte de sjældent sønderjyderne i de allerstørste vanskeligheder. Hjemmeholdet sad selvsagt på spillet, men der var langt mellem snapsene foran de hvidklædtes mål. Første skud på kassen kom fra Lucas Jensen efter 12 minutter, da han fra en spids vinkel tvang Sydvest-keeper Viktor Rasmussen ud i en fin redning. Gryn var helt fri seks minutter senere, men igen reddede Rasmussen, der har spillet en sæson i VB som ungdomsspiller og gået på VIES.

Sydvest havde et par udmærkede aktioner i de første 45 minutter. Ved et hjørne stod William Møller sträflich frei ved bageste stang og kunne heade ugeneret, men Zanette parerede fint. Senere lagde Oliver Nielsen en fin bold ind til en fremstormende Burak Bozdemir, der headede lige over VB-målet.

Efter at Montiel havde testet Viktor Rasmussen udefra, kom VB i det 39. minut så endelig foran. Thais Damgaards indlæg var Kasper Sørensen så uheldig at bugsere ind i eget net.

Efter pausen spillede Dantas og – foreløbig – Hagelskjær videre, mens resten blev skiftet. Broe (U19), Dantas, Mads Lauritsen (anfører) og Villads Rasmussen (U19) spillede nu foran Hagelskjær. Wang og Grødem var på kanterne, mens Alexander Jensen (U19) og Fofana spillede inde centralt. Fremme Adam Jakobsen med Brenner bagved.

Reserverne gik ganske frisk til sagen mod et Sydvest-hold, hos hvem kræfterne svandt, og som i 2. halvleg ikke formåede at true Hagelskjær eller Lucas Chang-Andersen i VB-målet. Der var da også en del chancer til hjemmeholdet, selv om den næstsidste fod for ofte var for upræcis, og der ganske ofte blev løbet offside. Adam Jakobsen testede straks keeper Rasmussen, og Grødem sparkede lige forbi. Både Wang og Brenner kom helt fri med Viktor Rasmussen, men den udmærkede Sydvest-målmand reddede begge gange.

2-0 skulle det dog blive med seks minutter igen. Efter kvikt og fint VB-opspil endte bolden via Andreas Broe og Grødem hos Adam Jakobsen, der scorede sikkert.

Der var fra dommer Allan Staal en enkelt advarsel til VB’s Mads Lauritsen.

Se målene fra kampen her.

Træningskamp, Vejle Stadion
Torsdag den 14. november 2019 kl. 18.00
Vejle Boldklub – FC Sydvest 05 Tønder 2-0 (1-0)
39. 1-0 Kasper Sørensen (selvmål)
84. 2-0 Adam Jakobsen

Kort:
48. Mads Lauritsen (gult kort)

Indskiftninger:
31. Gianluca Zanette ud Thomas Hagelskjær ind
35. Mads Greve ud Nicolas Gianini Dantas ind
46. Tobias Mølgaard ud Villads Rasmussen ind
46. Juhani Ojala ud Mads Lauritsen ind
46. Thais Damgaard Nielsen ud Andreas Broe ind
46. Diego Montiel ud Alexander Jensen ind
46. Tobias Sommer ud Adama Fofana ind
46. Jacob Schoop ud Wang Zhenao ind
46. Lucas Jensen ud Brenner Alves Sabino ind
46. Sergiy Gryn ud Magnus Grødem ind
46. Kjartan Finnbogason ud Adam Jakobsen ind
62. Thomas Hagelskjær ud Lucas Chang-Andersen ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Gianluca Zanette

Tobias Mølgaard
Mads Greve
Juhani Ojala
Thais Damgaard Nielsen

Diego Montiel
Tobias Sommer
Jacob Schoop (anfører)

Lucas Jensen
Kjartan Finnbogason
Sergiy Gryn

Bænken:
Thomas Hagelskjær (m)
Lucas Chang-Andersen (m)
Magnus Grødem
Adam Jakobsen
Mads Lauritsen
Nicolas Gianini Dantas
Wang Zhenao
Brenner Alves Sabino
Adama Fofana
Foday Manneh
Andreas Broe
Alexander Jensen
Villads Rasmussen

Dommer: Allan Staal (2DV)
Tilskuere: Cirka 75

FC Sydvest 05 Tønder (4-1-4-1): Viktor Rasmussen – Emil Ankersen (49: Burak Bozdemir), Mads Blom, Kasper Sørensen (60: Joe Guinchard), Oliver Nielsen – Jeppe Hansen – Burak Bozdemir (46: Deniz Korkmaz), Lasse Clausen, David Easter, William Møller (75: Adis Skopljak) – Fiton Durguti
Træner: Peter Jepsen.

Tekst: Ole Kristensen.