Vejle Boldklub har udlejet Jonas Andersen til SC Weiche Flensburg 08, hvor den 19-årige angriber skal konkurrere om spilletiden i den fjerdebedste tyske række frem til 31. december 2019.

Den blonde VB-angriber gjorde kometkarriere, da han som førsteårs U19-Ligaspiller pludselig kom ud af ingenting og på seks måneder gik fra at være i periferien af U19, til at få U18-landsholdsdebut, skrive under på sin første kontrakt og debutere for Vejle Boldklubs 1. divisionshold. Nu tager karrieren en ny drejning, når Jonas Andersen i fremtiden skal optræde for SC Weiche Flensburg på en lejekontrakt.

– I Kvalifikationsspillet og de afgørende Play Off-kampe i foråret viste Jonas Andersen sig som et brugbart alternativ til de offensive positioner på holdet. Han kom ind med en god energi og pressede sine konkurrenter i kampen om spilletiden. Jonas Andersen er bedst helt fremme, men han viste sig alsidig og var et alternativ på flere positioner i de afgørende kampe. I samråd med trænerstaben har vi dog vurderet, at der også i den kommende sæson vil være et stykke vej til fast spilletid. Jonas udvikler sig bedst med regelmæssige spilminutter, og det vurderer vi, at der er bedre chance for hos SC Weiche Flensburg. Der bliver gået til den i den fjerdebedste række i Tyskland, og med sin fysik og aggressivitet har Jonas forudsætningerne for spilletid på plads, siger Jacob Krüger.

Jonas Andersen slutter sig til SC Weiche Flensburg fra og med den 1. juli og lejekontrakten løber til 31. december 2019. Den snart 20-årige VB’er, der i efteråret 2018 var udlejet til Kolding IF, har kontrakt med VB frem til sommeren 2021.

Sæsonen i Regionalliga Nord begynder ultimo juli, og inden venter der nordtyskerne tre ‘danske’ træningskampe. 6. juli mod SønderjyskE i Haderslev, lørdag den 13. juli mod netop VB i Vejle og mod Kolding IF den 20. juli. Jonas Andersen har spillet 16 kampe og scoret 2 mål for VB siden debuten mod Nykøbing FC (4-1) den 6. august 2017.

Tekst: Lars Christensen.