Svenske Johan Sandahl fortsætter som U19-Ligaholdets nye cheftræner og stopper dermed som assistenttræner for klubbens tophold i NordicBet LIGA. Skiftet sker fra og med træningsstarten i januar og virker i første omgang til og med den 38-årige svenskers kontraktudløb i Nørreskoven til sommer.

Vejle Boldklub omrokerer i trænerstaben inden den kommende halvsæson. Det er svenske Johan Sandahl, der kom til klubben for 12 måneder siden og som har fungeret som assistenttræner for først Andreas Alm og siden Adolfo Sormani, der overtaget det ledige trænersæde på klubbens U19-Ligahold fra 1. januar. Teknisk chef i Vejle Boldklub Jacob Krüger takker svenskeren for indsatsen omkring NordicBet LIGA-holdet og glæder sig over, at han fortsætter i klubben.

– Tak til Johan for indsatsen i hele 2017. Jeg er glad for, at han bliver i klubben fremover og med Johan i spidsen for U19-Ligaholdet sikrer vi et godt bindeled mellem det ældste ungdomshold og divisionsholdet. Vi er i gang med at kigge efter en afløser som assistenttræner på NordicBet LIGA-holdet og vi søger en profil med brede kompetencer, siger Jacob Krüger.

Om beslutningen om at lade svenskeren føre det ældste ungdomshold videre forklarer talentchef Steen Thychosen.

– Det er faldet på plads, at Johan Sandahl er ny U19-Ligatræner og det er jeg meget glad for, at han har sagt ja til. Johan kender VB, U19-truppen og værdierne i VB, så når vi skulle skifte, så var det et nemt valg. Johan har kontraktudløb med VB til sommer og vi er glade for, at vi kan beholde en trænerkapacitet som Johan i klubben indtil da, og så må vi se, hvad fremtiden kan bringe for begge parter, siger Steen Thychosen.

– Der er et tæt samarbejde i hele den sportslige sektor i Vejle Boldklub. Fra divisionsholdet og ned til ungdomsholdene og Johan Sandahl har et indgående kendskab til de krav der stilles til ungdomsspillere og spillere i det hele taget i en seniortrup i Skandinavien. Med rokeringen beholder vi kontinuiteten omkring de bedste ungdomsspillere og fortsætter det tætte parløb med A-truppen, siger Steen Thychosen.

38-årige Johan Sandahl har bred erfaring som træner i både Sverige og i en periode i Afrika. I hjemlandet har han fungeret som cheftræner, assistenttræner og i en fireårig periode fra 2007-10 som akademitræner i Gefle IF, hvor han var øverst ansvarlig for klubbens ungdomsafdeling.

– Det er efter eget ønske, at jeg nu skifter fra A-truppen og videre som Vejle Boldklubs nye U19-Ligatræner. Jeg er meget begejstret for at være tilbage som øverste ansvarlig for et hold og glæder mig til at stå på træningsbanen igen. Igennem arbejdet med A-truppen i de sidste tolv måneder har jeg fået et godt indtryk at klubbens talentarbejde og spillerne. Jeg ser frem til at præge holdet og spillernes individuelle udvikling fremover, siger Johan Sandahl.

Siden VB fik A-licens i 2008 har følgende trænere haft ansvaret for klubbens U19-Ligahold: Karsten Andersen (2008-09), Brian Rasmussen (2009), Kim Engstrøm (2010-12), Claus Nørgaard (2012), Brian Rasmussen (2013), Søren Vie Clausen (2013-14), Kim Engstrøm (2014-16), Claus Troelsen (2016-17), Søren Lykke, midlertidig (2017), Johan Sandahl (2018-).

Tekst: Lars Christensen.