Jeg har altid elsket fodbold og holder meget af at se fodbold både på stadion og ved skærmen. Men jeg har helt ærligt aldrig været særligt optaget af enkelte fodboldhold. Aldrig været sådan fan for alvor.

Jeg var Peter Lorimer eller Allan Clarke, når vi skulle sætte hold på legepladsen i Hovedgård. Det lød cool, og de var tilfældigt begge fra Leeds. Jeg gik efter navnene, og hvad der lød bedst. Crystal Palace var et fedt hold. Fordi det lød godt at sige. Jeg så en del Tipslørdag sammen med min far, men det var svært for ham sådan for alvor at præge mig, da han som oftest faldt i søvn midt i første halvleg. Jeg var med andre ret alene med min fodboldinteresse.

Som alle andre danskere var jeg selvfølgelig optaget af Allan Simonsen. Som mig var han spinkel, men med elegance og teknik kompenserede han så rigeligt for sin manglende fysik. Jeg var angriber på et hold, hvor både med- og modspillere ofte var mange kilo tungere end jeg. Jeg måtte som Allan kompensere. Jeg måtte være smartere og hurtigere og forlade mig på, at mit indædte had til at tabe fodboldkampe kunne gøre en forskel.

Senere stoppede jeg helt med at spille. Jeg havde en vis succes med en springhest, og mine forældre kunne ikke overskue at støtte op om to sportsgrene, som opslugte alle weekender. Hesten vandt.

Men faktisk skete der noget igen, da jeg i midt 80’erne kom i praktik som journalist på Horsens Folkeblad. Det var på redaktionen i Løsning, hvor jeg af den garvede og svært fodboldglade redaktør, Søren Viggo Christensen blev sendt på sommerferie-reportage som noget af det første. Her mødte jeg tilfældigt VB-legenden Finn Christensen i den sportsbutik, han havde i byen.

Han var simpelthen så venlig og helt nede på jorden – og så talte han meget varmt og nærmest forelsket om sin klub. Det betød jeg begyndte at følge med. Gik til kampe og fik øjnene op for den teknisk betonede angrebsfodbold, som VB spillede. Jeg blev fan af Finn. Han var den hårdtarbejdende og kontante arbejdsmand i maskinen, der fik de unge talenter omkring ham til at stråle. Han var anføreren og rutinen.

Efter min praktik fik jeg rigtigt arbejde på Vejle Amts Folkeblad i 1989. En sports- og fodboldglad redaktion på en avis, som levende fulgte med i den lokale sport Jeg spillede faktisk serie-fodbold i den periode. Jeg valgte Vejle Kammeraterne. VB var for fine på den for mig og den kollega, som to gange om ugen stillede til træning i de blå farver. Måske var det også fordi, det var lidt lettere at komme på hold et sted, hvor søndagskampe ofte var med en trup decimeret med dem, som var røget i spjældet i løbet af weekenden. Typisk for at slå på tæven eller sælge tørrede planter.

Det var også hos Vejle Kammeraterne min fodboldkarriere sluttede helt. En lang, drivvåd og håbløs glidende tackling endte i et sammenstød med 100 kilo forsvarsspiller hos et bondehold fra Daugaard. Mit knæ gav efter i en grad, så kun operation og skruer forskellige steder kunne holde sammen på det efterfølgende.

Senere fik jeg lov til at dække VB’s kampe. Først for DR i Sport på 3’eren, siden for TV 2 i slutningen af 90’erne, hvor VB stadig med Finn Christensen og det legendariske 97-hold vandt sølv under Ole Fritsen med spillere som Thomas Gravesen, Alex NørlundKaspar Dalgas og Peter Graulund.

Det var fede tider og sjovt for første gang at have et hold, som jeg skulle holde mig tæt på. Taktikken, spillerne og trænerne blev en del af mit arbejde i den del af mit arbejdsliv, hvor jeg har haft det allersjovest.

Jeg talte ofte med Ejgil Jensen før og efter kampene. En mand, som på alle måder indgød respekt, og som helt og fuldt viede sit liv til Vejle Boldklub.

Jeg elskede mit arbejde – og VB med.

I dag er jeg igen mere på afstand. Jeg holder altid med VB, og da jeg nærmest bor lige ved siden af stadion, er byens hold også helt praktisk meget tæt på. Jeg er ikke fan af den slags, som får våde øjne, når snakken falder på Vejle Boldklub. Jeg er nok mere nøgtern og bliver forlegen omkring udbrud om ”Nørreskovens Helte” og den slags. Jeg er mere fan af spillet. Det har selvfølgelig i perioder gjort det vanskeligt at have præferencer for Vejle Boldklub. Spillet har nemlig ikke altid været der. Men alligevel holder jeg ved. 

Jesper Maack er 56 år gammel, arbejder som PR –og Kommunikationschef hos Molslinjen, og har en fortid hos Vejle Amts Folkeblad, DR og TV Syd. Jesper Maack bor med sin familie et stenkast fra Vejle Stadion.