For Vejle Boldklubs 26-årige centrale forsvarspiller Mads Lauritsen er det en værdi, at fodbolden ikke står alene. Selvom fodbolden har den højeste prioritet, har den rolige og sympatiske vestjyde også brug for, at hovedet bliver udfordret af andre problemstillinger end genpres og standardsituationer.

– Jeg har læst ved siden af fodbolden, inden jeg for to år siden kom til Vejle Boldklub. I min første tid i klubben skrev jeg speciale ved siden af, og da jeg sidste år var færdig som Cand. Merc. aud., gav jeg mig selv seks måneder, hvor det udelukkende var fodbold, det handlede om. Men efter samtaler med spillerforeningen og deres 4player, der handler om at rådgive spillere om livet efter eller ved siden af fodbolden, kunne jeg godt se, at en eller anden tilknytning til det finansielle marked kunne være gavnligt for mig – også som fodboldspiller, fortæller Mads Lauritsen.

Løsningen fandt Mads Lauritsen gennem en kontakt til Danske Bank i Kirkegade i Vejle. Her valgte filialdirektør Palle Heiselberg at give Mads Lauritsen muligheden for at tilbringe en arbejdsdag en gang i ugen. Enten hvor spillerne har fri eller efter en træning. Her får forsvarskæmpen indblik i Danske Banks arbejdsgange og processer, og på denne måde bliver han rustet til et liv efter fodbolden.

– Mads Lauritsen er en velovervejet og reflekterende fyr. Vi vil gerne hjælpe et ungt menneske med et talent, der rækker ud over fodbolden, med at komme tættere på dagligdagen hos os. Det gør også, at Mads holder sig ajour med begreber, muligheder og forståelse af den finansielle verden – og så er vi glade for at have ham her, fortæller Palle Heiselberg.

Efter de første to måneder er gået, har Mads Lauritsen allerede gjort sig nogle gode erfaringer i filialen i Kirkegade.

– Jeg er blevet taget godt imod. Samtidig er der en anden dynamik, end jeg er vant til fra omklædningsrummet, hvor alle er omkring min egen alder. Hernede er der et større aldersspænd og flere forskellige typer, end der eksempelvis er i fodboldmiljøet. Hernede mærker jeg pulsen og livet i byen gennem et pengeinstitut, der bidrager til det hele menneske Mads Lauritsen og ikke kun fodboldspilleren, afslutter Mads Lauritsen, inden endnu en kamp skal kæmpes på grønsværen.