Vejle Boldklubs U19-Ligaspiller Valdemar Sadrifar (f. 2001) var i sidste uge i spanske Levante UD på en uges prøvetræning. Den stærke midtbanespiller trænede med det bedste ungdomshold i Valencia-klubben og glæder sig til at tage fat i VB efter julepausen.

Da VB’s U19-Ligahold gik på vinterferie i begyndelsen af december, var der en god nyhed til Valdemar Sadrifar. Levante UD fra den spanske La Liga ønskede at se mere til 18-årige Valdemar Sadrifar, der med seks mål var den mest scorende spiller for vejlenserne i efteråret.

– Jeg fik det at vide, lige inden vi skulle gå på vinterpause, så jeg brugte tiden op til på at være maksimalt forberedt. Jeg selvtrænede med og uden bold for at være helt fit og klar. Det er en stor chance at få i en udenlandsk klub, og jeg var meget spændt på den gode måde, indleder Valdemar Sadrifar.

Han var i Levante UD i sidste uge og kom hjem i går lørdag. Under opholdet i Valencia-klubben blev han fulgt af Kenneth Ravnborg, der er ungdomstræner i moderklubben i Vejle Boldklub.

– Helt overordnet var det en supergod oplevelse. Jeg trænede med deres U19-hold, der spillede turneringskamp dagen inden, jeg ankom, og igen i går (i lørdags, red.), så det var en helt normal træningsuge for dem, hvis man kan sige det sådan. I de første par træninger gik det lidt blandet. De brugte mig som central midtbane. Jeg skulle lige finde mig til rette i træningen og blandt medspillerne, men for hver træning blev det bedre, og jeg sluttede – hvis jeg selv skal sige det – rigtig godt af. Vejret var op til 20 grader og med korte ærmer til træning, og det er lige mit klima, så det var perfekt, siger Valdemar Sadrifar.

– Deres U19-hold ligger nummer to i deres række, og det var stærke spillere. Niveauet var højt, og det gik stærkt. Jeg skulle tænke hurtigt, når jeg modtog bolden. Det var meget lærerigt, og selvom niveauet hos alle medspillerne var højt, så kunne jeg godt være med. Træningsopholdet har understreget, at hvis man vil være med blandt de bedste, så skal der arbejdes hårdt hver dag. Hvis jeg viser mig fra min bedste udgave, så kan jeg være med. Men det kræver en 100 procents indsats i hver træning, siger Valdemar Sadrifar.

Levante UD, der har spillet ni af ti sæsoner i dette årti i La Liga, har italiensk træner på klubbens ældste ungdomshold.

– Det var ikke så ’spansk’ til træning, som jeg havde forventet. De ville gerne, at jeg viste den udstråling og aggressivitet, som de havde set fra mig i kamp i Danmark. Men især uden bolden skulle jeg være synlig og aggressiv, og det gik godt. De talte meget lidt engelsk, men medspillerne tog rigtig godt imod mig, og vi kommunikerede det bedste, vi kunne. Jeg boede på træningsanlægget, hvor mad og faciliteter var helt i top, så forudsætningerne for trænere og spillere var i top. Jeg har ikke evalueret opholdet med deres trænere eller klubben, men tager det som en god oplevelse og inspiration til fremtiden, siger Valdemar Sadrifar.

– Det var meget inspirerende at træne med en stærk udenlandsk klub, og det giver håb for fremtiden. Nu skal jeg holde lidt ferie og passe mit træningsprogram og så ellers være helt klar, når vi begynder i januar igen. Det har været et rigtig godt 2019 for mig, men jeg vil helst ikke tænke for langt ud i fremtiden. Jeg glæder mig bare til at komme i gang i VB igen, og hvis jeg har givet mig 100 procent i år, så skal jeg give mig 110 procent næste år, siger Valdemar Sadrifar.

Han skiftede til VB i efteråret 2017 fra AGF, hvor han var med til at vinde U17-Ligaen i sæsonen 2016-17. Tidligere på efteråret skrev Valdemar Sadrifar en kontrakt på to år med Vejle Boldklub, og han blev i oktober indskiftet i NordicBet LIGA-holdets træningskamp mod FK Haugesund.

Tekst: Lars Christensen.