Branko Ilic og Vladlen Yurchenko forlader Vejle Boldklub denne sommer. Den 36-årige slovener ved kontraktudløb, mens VB og Yurchenko er blevet enige om at gå hver til sit efter ukraineren kom til klubben i september i fjor.

Efter nederlaget til Hobro i søndags, begyndte arbejdet med at sammensætte truppen til den kommende sæson i NordicBet LIGA. De to første spilleres fremtid er nu afklaret, da Branko Ilic og Vladlen Yurchenko er rejst videre.

– Allerede mandag satte vi os ned for at finde ud af, hvilke spillere og hvilke typer vi skal bruge på Vejle Boldklubs kommende rejse. Vi har haft samtaler med mange af spillerne og det har resulteret i, at vi har sagt farvel og tak for denne gang til Branko Ilic og Vladlen Yurchenko. Branko Ilic kom ind i januarvinduet og var et godt supplement til bagkæden. Han viste både til træning og kamp sin rutine og han bidrog med den erfaring og det lederskab i omklædningsrummet, som vi havde en forventning om. Kontrakten med Branko Ilic løber ud nu og han rejser videre i karrieren, siger Jacob Krüger, der er teknisk chef i Vejle Boldklub.

Vladlen Yurchenko kom til Vejle Boldklub med udgangen af september efter et par måneder som klubløs. Ukraineren blev bygget op i løbet af efteråret og har været fast mand på midtbanen i løbet af forårets overlevelseskamp.

– Yurchenko viste med tiden, at han var en dygtig offensiv midtbanespiller med en god fod. Han var med i mange af vores mål i foråret. Vi har haft flere samtaler med ham i de sidste par dage og vi er i fællesskab blev enige om, at han skal videre i karrieren. Vi takker Branko Ilic og Vladlen Yurchenko for indsatsen for Vejle Boldklub og ønsker dem alt det bedste i deres fremtidige karriere, siger Jacob Krüger.

Branko Ilic debuterede mod SønderjyskE (2-0) den 9. februar og spillede afskedskamp mod SønderjyskE (1-4) den 28. april. Sloveneren, der blev den ældste markspiller til at debutere for VB i nyere tid, nåede 5 kampe. Vladlen Yurchenko debuterede mod FC København (1-3) den 21. oktober 2018 og spillede afskedskamp mod Hobro (0-2) den 19. maj. Ukraineren nåede 19 kampe, 3 mål og 5 assist for VB.

Flere spillere har fortsat ikke afklaret deres fremtid og arbejdet med at sammensætte et stærkt hold på og udenfor banen til den kommende sæson fortsætter.

– Vi taler løbende med de spillere i truppen, hvis fremtid er uafklaret. Der er ikke noget endeligt på plads med de spillere, hvis kontrakter løber ud, men vi arbejder på det, siger Jacob Krüger.

Tekst: Lars Christensen.