>>I dag må du komme med.<<

Jeg havde ventet på min fars ord i over et år. Han sagde hele tiden, at jeg var for lille.

Men så skete det endelig. Forventningens glæde steg endnu mere, da han tilføjede:

>>Og du skal tilmed se verdens bedste fodboldhold.<<

Wauw, tænkte jeg. At komme med til sin første voksen-fodboldkamp og så få lov at se intet mindre end verdens bedste hold. Fem år gammel. God indledning på fodboldlivet.

Et par timer senere kørte min far og jeg fra hjemmet i Hørning ved Aarhus til Nørreskoven.

Som dreng var min far god til to ting: At lave ballade og skrive. Min farfar var frustreret, da min far var på vej ud af den sidste folkeskole i Hobro. De gad ham heller ikke.

En dag kom en nydelig klædt mand ind i min farfars brugtvognsbutik. Han fortalte, at han var redaktør på Vejle Amts Folkeblad. Min farfar tilbød, at han slog nogle tusinde kroner af bilens pris, hvis kunden ville tage hans søn med hjem og give ham en læreplads på avisen. Og sådan blev det.

Min far kom i praktik på VAF. Først fik han Grindsteds seriehold som stofområde, men han skrev fremragende og blev forfremmet til at dække VB i hovedavisen.

Fra sin første dag med Vejle Boldklub i 1968 til sin sidste dag i live, september 2001, elskede min far dén klub. Han fik 35 år som sportsjournalist på Jyllands-Posten og han krævede selvfølgelig VB som stofområde. Og fik det.

Jeg husker ikke vores modstander, den forårsdag i 1977. Ej heller, om vi vandt. Men jeg husker, at min far i bilen sagde, at jeg skulle holde med holdet i røde trøjer. I så ung en alder gør man alt, hvad forældrene siger. Så jeg heppede på Vejle.

I årerne efter var jeg med min far på arbejde rundt om i Danmark, resten af landet og ude i Europa. Fodbold, håndbold, speedway, motorsport osv. Men intet slog at skulle til Vejle.

Måske groede min kærlighed for alvor den efterårsdag i 1978, da vi blev dansk mester på Falster. Efter 2-1 sejren over B 1901 skulle min far i gang med at skrive sit referat til Jyllands-Posten. Dengang sad journalisterne ofte i stadions cafeteria.

Jeg fik en sodavand og tog den med på eventyr på Nykøbing Falster Stadion. I den åbne dør ind til mestrenes omklædningsrum blev jeg vinket ind. Guldfesten var i gang og ingen smed mig ud. Jeg sad bare og stirrede på min yndlings-VB’er, Poul Erik Østergaard. Selvfølgelig var han min første stjerne. Boldsikker, elegant, driblestærk, offensiv. Sådan som en rigtig VB’er altid har været. Vores DNA.

Som Århus-dreng gav min kærlighed til VB mig mange udfordringer. Alle mine venner holdt naturligt nok med gymnasterne fra vores by. Ingen forstod mit valg af fodboldhold.

Forundringen i vennekredsen var også stor, da jeg brugte min konfirmationspenge på støtteaktier i VB. Jeg fik 4.300 kroner og købte fire aktier a 1.000 kroner.

Glemmer aldrig stoltheden, da jeg ringede til fodboldguden over dem alle, Ejgil Jensen, og bad om fire aktier. Ad omveje var Ejgil blevet ven af min far og langt op i voksenlivet fik jeg hvert år en kuvert fra Ejgil med vores årbog og noget VB-merchandise. Jeg håber virkelig, at unge VB’ere i dag sætter sig ind i den mand og hans betydning for vores klub. Mr. VB må vi aldrig glemme.

Aktierne blev mit stolteste eje. Ofte tog jeg dem med i skole, hvor de bare lå på bordet sammen med regnehæfter og danskbøger. ”I love Madonna”, stod der på de andres penalhuse. På mit stod der ”I love Alex Nielsen”. 

I mit nu 43 år lange kærlighedsforhold til VB har jeg haft skiftende yndlingsspillere. I dag er det Ylber Ramadani. Men ingen har selvsagt kunne tage Allan Simonsens plads.

Jeg har aldrig været Vejle Boldklub utro, men jeg elsker altså to klubber. Begge på grund af Allan.

I årerne efter at Allan i 1983 forlod Charlton for at vende hjem til skoven, fulgte jeg fortsat med i klubbens resultater. Med tiden tog jeg mig i at blive irriteret, hvis Charlton havde tabt til Scunthorpe eller kun fået 1-1 mod Norwich. Og således har jeg siden 1986 været medlem af Charltons fanklub. Med en snes hjemmekampe på The Valley til følge. En klub, der klart kan anbefales.

Jeg endte med at stille mig i min fars fodspor. Jeg blev journalist og fik såmænd min fars job på Jyllands-Posten, da han i 2001 afgik ved døden. Ejgil var i øvrigt med til begravelsen. Selvfølgelig var han det.

Når jeg overtog hans job, skulle jeg selvfølgelig også have hans stofområder. Og vupti, pludselig sad jeg på Vejle Stadion og dækkede min klub i Superligaen.

Det svarer til at være dommer i en skønhedskonkurrence, hvor ens kone stiller op.

Apropos kone. Da min for nylig var gravid fik jeg hende fortalt, at vi blev nødt til at navngive det inde i hendes mave. For på forhånd at få et tættere forhold til barnet. Hun købte mit forslag, og således kaldte alle i vores omgangskreds ikke vores datter for andet end ”Dodo”. Sormani røg dog ud af VB tre uger før hendes fødsel, så Dodo er blevet til Lucca.

Tilbage til jobdelen. I dag behøver jeg ikke balancere mit forhold til VB i det offentlige rum, for jeg skriver ikke længere om fodbold. Jeg er håndboldredaktør på TV 2, og blandt mange gode ting ved det er, at vi ikke sender håndbold om søndagen. Det betyder, at jeg kan komme til de fleste af vores kampe.

Jeg ser os helst på hjemmebane. For udover at se vores klassehold, så får jeg den samme følelse hver gang. Fra ankomsten ved Roms Hule og under gåturen over til tribunen i skoven: Stolthed og positive forventninger. Hvor ofte i hverdagen møder vi to så vidunderlige følelser?

Slutteligt en påstand, som jeg stadig rejser rundt med og især duellerer med mine utålelige AGF-venner på: Hvis Vejle ikke have solgt Dom, havde vi været i Superligaens top seks i dag.

Ha’ en god kamp og et skønt forår i Nørreskoven – FORZA VB

Dan Phillipsen er 48 år gammel, journalist, TV-vært, forfatter og håndboldredaktør på TV 2 Sporten.