I kampprogrammet til søndagens kamp mod SønderjyskE kan man blandt andet læse et stort interview med Kerim Memija. VB’s bosniske back, der er kommet tilbage efter kæbebruddet i december.

Søndag eftermiddag skyder vi Kvalifikationsspillet i gang på hjemmebane. Modstanderen er SønderjyskE fra kl. 14.00. Efter uafgjort i Aarhus mod AGF skal vi bruge tre points for at hale ind på sønderjyderne på 3. pladsen. Vi er som altid klar med et spændende kampprogram til dig.

Kampprogrammet til søndagens kamp er nummer 14 i sæsonen. Du kan i denne udgave læse forord af teknisk chef Jacob Krüger, et afsnit om SønderjyskE og et interview med Kerim Memija.

– Vores situation taget i betragtning har vi ikke noget at tabe i disse kampe, mens vores modstandere er mere pressede. Vores udgangspunkt er svært, og vi vil gerne forbedre det, men omverdenen har ikke de store forventninger til os. Men vi tror på os selv, og vi skal finde en god base i disse kampe. Bygge noget op, som kan holde i de kommende kampe, og på den baggrund kom vi godt i gang mod AGF, siger Kerim Memija.

Bosnieren kigger også tilbage på kæbebruddet i december, der sendte ham på sidelinjen og så afslører han hvorfor, han har valgt trøjenummer 66. Der er også et afsnit om talent, hvor vi kigger nærmere på Thais Damgaard Nielsen, der indtræder i A-truppen fra sommer og meget, meget mere. Alt sammen med friske billeder og statistikker.

Kampprogrammet kan købes af programsælgerne foran Vejle Stadion og koster 10,-.

God kamp – og god læselyst!

3F Superliga
Søndag den 7. april kl. 14.00
Vejle Boldklub – SønderjyskE
Vejle Stadion
Eurosport 2

Kampsponsor: Munkebjerg
Eventsponsor: Forstas

Tekst: Lars Christensen.