Viceanfører Mads Greve har skrevet forordet i kampprogrammet til sæsonens tredje hjemmekamp mod Skive IK, mens der er et stort interview med Arbnor Mucolli, der netop har rundet 50 kampe for VB.

Opgøret mod Skive IK er sæsonens tredje hjemmekamp. Inden det opgør har vi lavet et kampprogram med masser af læsestof.

Forord af Mads Greve, viceanfører i Vejle Boldklub.

– Det er meget svært at pege på, hvorfor vi har haft så svært ved at finde fodfæste i NordicBet LIGA’en efter sommerferien. Vi har simpelthen ikke lignet et hold på samme måde, som vi gjorde i oprykningssæsonen og også i vid udstrækning i Superligaen. Forberedelserne har været de samme, så det er virkelig svært at forklare, skriver Mads Greve blandt andet.

Kampprogrammet har også et stort interview med Arbnor Mucolli, der rundede det første kampjubilæum mod Kolding IF i onsdags. Arbnor kigger tilbage på kampen mod KIF og frem mod endnu et møde med en oprykker og de spillemæssige udfordringer det giver at møde disse hold. Den 19-årige midtbanespiller forklarer også, hvilken position på banen han helst optræder på. I forbindelse med det store interview med Arbnor, har kampprogrammet sat fokus på brødrepar på VB’s divisionshold igennem årene. Kan du huske dem alle?  

Der er også et afsnit i nyt fra talent med Oliver Provstgaard Nielsen og Wahid Faghir, der har været med U17-landsholdet til Nordic Open. Vi har sat fokus på Skive IK og kigger blandt andet nærmere på skibonitternes trænerduo med Thomas Røll og Martin Thomsen. Konstellationen med to cheftrænere er ikke ny, men hvor ofte har VB egentlig mødt et hold med to trænere?

Kampprogrammet kan købes af programsælgerne foran Vejle Stadion og koster 10,-.

God kamp – og god læselyst.

NordicBet LIGA
Søndag den 25. august kl. 15.00
Vejle Boldklub – Skive IK
Vejle Stadion

Kampsponsor: Vejle Kommune

Tekst: Lars Christensen.