Head of Coaching Keld Bordinggaard har skrevet forordet i kampprogrammet til sæsonens sjette hjemmekamp. Det er tv-opgøret på Vejle Stadion mod FC Roskilde. Der er også et stort portræt af Sergiy Gryn, den formstærke ukrainer har leveret både mål og assist hidtil i sæsonen.

Opgøret mod FC Roskilde er sæsonens sjette hjemmekamp. Inden det opgør har vi lavet et kampprogram med masser af interessant læsestof til fans og tilskuere.

Forord af Keld Bordinggaard, Head of Coaching i Vejle Boldklub.

– Et ungt talent skal først og fremmest besidde nogle teknisk-/taktiske kvaliteter. Han skal kunne læse situationen, faktisk før den opstår, have en løsning klar og teknisk være i stand til at udføre den. Fysikken og hurtigheden betyder i den sammenhæng mindre – det vigtigste er, at man kan accelerere spillet, fordi man er klog. Så har man muligheden for at taget springet til topfodbold, skriver Keld Bordinggaard blandt andet.

Bordinggaard skriver også om sine arbejdsopgaver i Vejle Boldklubs ungdomsafdeling, sit syn på den aktuelle talentmasse og VB’s muligheder for at producere spillere til divisionsholdet i fremtiden.

Kampprogrammet har også et stort portræt af Sergiy Gryn, der kom til VB i januar og har erobret en stamplads på venstrekanten. Gryn fortæller blandt andet om en opvækst i det østlige Ukraine med lang vej til træning, 20 år i storklubben Shakhtar Donetsk og kun én førsteholdskamp, livet som lejespiller, en mulighed i Holland og mødet med dansk fodbold.

Der er også et afsnit i nyt fra talent med Valdemar Sadrifar, der kom til VB fra AGF for to år siden og i weekenden spillede fra start i U19-Ligaen mod FC Midtjylland. I den tilbagevendende serie med portrætter af trænerstabens medlemmer, har skribent Ole Kristensen talt med fysisk træner Pruña Ciprian-Daniel, der er i gang med sin anden periode i Nørreskoven. Der er også et afsnit om FC Roskilde, der har skiftet meget ud siden seneste VB-møde.

Kampprogrammet kan købes af programsælgerne foran Vejle Stadion og koster 10,-.

God kamp – og god læselyst.

NordicBet LIGA
Torsdag den 19. september kl. 18.00
Vejle Boldklub – FC Roskilde
Vejle Stadion

Kampsponsor: Din Madpartner

Tekst: Lars Christensen.