Efter søndagens flotte sejr over HB Køge har Vejle Boldklubs hovedsponsor VTK/BLITE under mottoet ”Sammen er vi stærke” købt 1000 stk. billetter til søndagens hjemmekamp mod Nykøbing FC.

De 1000 billetter skal gøre scenen endnu bedre for spillerne og cheftræner Adolfo Sormani, som ligeledes får sin debut i en gældende kamp på Vejle Stadion.

– Opbakning er vigtig for en fodboldklub, og vi så til kampen mod HB Køge, at et stort antal VB-tilhængere havde taget turen over Storebælt. Om det var det, som gjorde udfaldet, vil jeg lade være usagt, men spillerne nævnte alle sammen efter kampen, at det gjorde en forskel. Vi har derfor købt 1000 billetter til søndagens kamp. Billetter som kan hentes allerede fra i dag på Vejle Stadion, fortæller Johnny Kristiansen fra VTK/BLITE.

Direktør i Vejle Boldklub, Henrik Tønder, glæder sig over tiltaget fra hovedsponsoren.

– Vi fik en ønskestart på den nye sæson, og vi skal have gjort Vejle Stadion til et fort igen. De fleste af os kan huske, da Onside i Sølvsæsonen døbte stadionet ”Fort Nørreskoven.” Det skal vi sigte mod igen, afslutter Henrik Tønder.

Enhver, som møder op på Vejle Stadion mellem 14-16 til og med på fredag, kan få to gratis billetter med til søndagens kamp. Er du sæsonkortholder, er det muligt at få fire billetter med dig hjem, og tilbuddet gælder så længe, der er billetter.

Samtidig har VTK/BLITE købt 20 originale spillertrøjer, som bliver udtrykket på billetnumrene i halvlegen af søndagens kamp. Enhver, som har en af de 1000 billetter, er med i udtrækningen.

Tekst: Morten Pelch