Vejle Boldklubs hovedsponsor Arbejdernes Landsbank har købt alle hjemmebanepladserne til klubbens afgørende play off-hjemmekamp mod Hobro IK d. 19. maj 2019 kl. 16.00. 

Billetterne bliver således ikke sat til salg via billetten.dk, men skal i stedet afhentes i Arbejdernes Landsbanks filial i Havnegade 22 i Vejle. 

Dette kan ske tirsdag d. 14. maj 2019, og banken forlænger denne dag sin åbningstid med to timer, således at billetterne kan afhentes i tidsrummet 10.00-18.00. 

Der vil ligeledes denne dag være mulighed for at deltage i en konkurrence om signerede Vejle Boldklub-spillertrøjer. Der udleveres fire stk. billetter pr. person.

Om beslutningen om at frikøbe alle hjemmebanepladser fortæller filialdirektør hos Arbejdernes Landsbank i Vejle, Henrik H. Sørensen:

– Vejle Boldklub hører hjemme i Superligaen, og som hovedsponsor er det vigtigt for os at skabe værdi og relation med VB-tilhængerne og klubbens fans. Spillerne skal møde et fyldt Vejle Stadion, når de skal sikre overlevelsen og muligheden for at få et nyt år i Danmarks bedste fodboldrække. Derfor har vi valgt at købe billetterne, og vi håber, at vejlenserne vil møde op på stadion og bakke holdet op. 

Vejle Boldklubs direktør, Henrik Tønder, er glad for Arbejdernes Landsbanks beslutning og tror på, at et fyldt Vejle Stadion kan give spillerne ekstra procenter. 

– Arbejdernes Landsbank har vist, at de bakker klubben ubetinget op, og nu får vejlenserne så muligheden for at gøre det samme. Vi har haft udsolgt et par gange i Superligaen, og de kampe husker både vi og spillerne som noget helt særligt. Så jeg vil opfordre alle, der ønsker Vejle Boldklub i Superligaen, til at slå vejen forbi Arbejdernes Landsbanks filial i Havnegade tirsdag d. 14. maj og hente billetter til den vigtige kamp. 

Vejle Boldklub møder Hobro IK på udebane nu på søndag d. 12. maj kl. 14.00 og spiller returopgøret hjemme på Vejle Stadion søndag d. 19. maj kl. 16.00.