”I’m Dreaming of a White Christmas,” sang Bing Crosby i højttalerne på Cepheus Park Randers for 2.725 frysende tilskuere. VB, for hvem oprykningen til Superligaen har været fyldt med prøvelser, drømmer nok i højere grad om point til en slunken pointkonto, som alt efter de resterende resultater i SL kun rækker til en af de tre bundplaceringer i rækken ved vinterpausen. Spillet er nydeligt – og var det momentvis også i dag i det kronjyske.

VB havde Allan Sousa ude med karantæne efter det røde kort i forbindelse med Brøndby-kampen. Han blev erstattet af Melker Hallberg. Viljormur Davidsen var klar igen efter sit maveonde og erstattede Kerim Memija, der spiser julemad gennem et sugerør efter sit møde med en polsk albue.

På bænken var en skadet målmandsreserve Pavol Bajza afløst af Gianluca Zanette. DBU har det jo bedst med, at VB’s trænerteam opholder sig på tribunen, så denne gang blev VB-mandskabet styret af fysisk træner Gabriele Faccia og målmandstræner Marco Ferrari sekunderet af teknisk chef Jacob Krüger og U-19 Ligatræner Steffen Kielstrup. Randers FC var uden den tidligere VB-spiller Erik Marxen, der blev skadet i holdets foregående kamp i Vendsyssel.

På et råkoldt Cepheus Park kunne man se en jævnbyrdig 1. halvleg, der havde en noget hektisk start med mange lange bolde og luftdueller. Hjemmeholdets Mads Aaquist havde kampens første mulighed, da han sparkede lige forbi Hagelskjærs mål. Efterhånden fik holdene dog flyttet spillet ned på jorden, og de som altid teknisk dygtige vejlensere begyndte at vise tænder på nogle omstillinger, hvor ikke mindst Yurchenko drev bolden frem. Efter 17 minutter spillede den kompetente ukrainer Adam Jakobsen op til afslutning, men RFC-keeper Patrik Carlgren fik halvklaret, og ingen vejlensere var over riposten. Igen fem minutter senere stak Yurchenko i en tre-mod-tre situation bolden til Adam Jakobsen, men ex-Frem’eren var for uselvisk i situationen, og chancen løb ud i sandet. Også Mucolli var nærgående med en afslutning lige forbi spillet op af kaptajn Schoop.

Gæsterne fik generelt godt lukket ned for randrusianernes rapfod på venstrekanten, Saba Lobjanidze. En enkelt gang før pausen kom georgieren dog til afslutning, men bolden strøg over mål, og således kunne de to hold gå til pause uden at have haft indvirkning på måltavlen.

Som det så ofte er set denne sæson var to lyse øjeblikke fra De blå Heste i starten af 2. halvleg nok til at bringe VB på taberkurs. Et kvikt og hurtigt RFC-angreb bragte Marvin Egho helt fri, og angriberen svigtede ikke på hjemmeholdets første virkelige chance i kampen. Fem minutter senere bragte endnu et rapt Randers-angreb denne gang Mads Aaquist helt fri, og før et passivt VB-forsvar, der endnu ikke mentalt havde forladt omklædningsrummet, havde set sig om, var kampen afgjort.

Resten af kampen blev en formalitet for Thomas Thomasbergs tropper. VB’erne prøvede ihærdigt at sætte et modpres op, men holdet er i sin nuværende sammensætning ikke slagkraftigt nok, og værterne var fremdeles farligst. VB-overliggeren måtte redde i et enkelt tilfælde, mens Hagelskjær diskede op med en fodparade mod et Egho-forsøg fra tæt hold. VB’s muligheder indskrænkede sig til et kvalificeret direkte frispark fra Hallberg, som Carlgren tog sig af, samt en Randers-foræring til Yurchenko i overtiden. Symptomatisk for VB’s skarphed lobbede ukraineren bolden lige op i favnen på Carlgren.

Der var debut til Thais Damgaard, som med godt et kvarter igen afløste Mucolli. Rasmus Lauritsen kom samtidig ind for en småskadet Mads Greve, mens Murray allerede tidligere i halvlegen havde erstattet Ramadani. Dommer Jakob Kehlet, som viste fin stil, da han hjalp en Yurchenko med krampe, gav dog også tre advarsler til vejlenserne. Emmersón, Mucolli og Davidsen blev noteret.

Dagens bedste VB-indsats stod den lille enklave af rødtrøjede fans i udebaneafsnittet for. Uden smålig skelen til måltavlen støttede tilhængerne ihærdigt og højlydt deres yndlinge kampen ud. Der er nu tre tiltrængte uger for Nørreskovens drenge til at lade batterierne op igen og få samlet noget tro på, at projektet altså godt kan lade sig gøre. Det kræver noget slagkraft i truppen, som der nok også skal arbejdes med i vinterpausen. Den 4. januar samles holdet igen til den første træning i 2019.

Grundspil, Superligaen 2018-19, Cepheus Park Randers
Lørdag den 15. december 2018 kl. 16.00
Randers FC – Vejle Boldklub 2-0 (0-0)
48. 1-0 Marvin Egho
52. 2-0 Mads Aaquist

Kort:
25. Vladis Emmersón (gult kort)
53. Arbnor Mucolli (gult kort)
57. Viljormur Davidsen (gult kort)

Indskiftninger:
69. Ylber Ramadani ud Sean Murray ind
81. Mads Greve ud Rasmus Lauritsen ind
81. Arbnor Mucolli ud Thais Damgaard Nielsen ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Thomas Hagelskjær

Tobias Mølgaard
Vladis Emmersón
Mads Greve
Viljormur Davidsen

Arbnor Mucolli
Ylber Ramadani
Jacob Schoop (anfører)
Melker Hallberg

Vladlen Yurchenko

Adam Jakobsen

Bænken:
Gianluca Zanette (m)
Rasmus Lauritsen
Sean Murray
Thomas Gundelund
Qingshen Zeng
Lundrim Hetemi
Thais Damgaard Nielsen

Dommer: Jakob Kehlet
Tilskuere:
2.725

Randers FC (4-4-2): Patrik Carlgren – Johnny Thomsen, Kasper Enghardt, Jonas Bager, Kevin Conboy – Mads Aaquist (85: Mikael Boman), Nicolai Poulsen, André Rømer, Saba Lobjanidze (75: Frederik Lauenborg) – Benjamin Stokke (69: Mikkel Kallesøe), Marvin Egho
Træner: Thomas Thomasberg.

Kort:
60. Jonas Bager (gult kort)

Tekst: Ole Kristensen.