Spillerinterviewet med Thomas Gundelund blev bragt første gang i kampprogrammet til hjemmekampen mod Fremad Amager den 2. november 2019.

17-årige Thomas Gundelund er i gang med sin anden sæson som fuldtidspiller i Vejle Boldklubs A-trup. Debutsæson i Superligaen i fjor var hårdt slid på træningsbanen og ikke mindst i styrketræningslokalet, hvor den talentfulde midtbanespiller tog store skridt og nærmede sig sine holdkammerater. Efteråret har budt på syv startpladser i NordicBet LIGA for skibonitten, der med sine præstationer har overbevist om sit fremtidige potentiale og taget konkurrencen op på den bageste midtbane med anfører Schoop og Ramadani

Den 17-årige VB’er var for en stund tilbage i hjembyen Skive, da VB i sidste spillerunde måtte nøjes med 0-0 mod SIK i NordicBet LIGA. Men VB’s skibonit kom ikke på banen og har fortsat sin første optræden på Skive Stadion til gode.

– Det var ikke det gensyn med Skive, jeg drømte om. Vi havde brug for sejren og jagtede den, men det endte uden vinder. Vi brugte lang tid på at lære banen at kende. Hvordan bolden var på underlaget, og hvordan vi skulle sætte fart i spillet. Vi har de fleste chancer og kan score et par gange, men Skive bed også godt fra sig. Jeg ville gerne have spillet, men konkurrencen er hård, og jeg får forhåbentlig en mulighed i Skive på et senere tidspunkt, siger Thomas Gundelund, da han har hilst på venner og familie efter gensynskampen mod SIK.

Tilpassede sig niveauet
Den snart 18-årige VB’er er født og opvokset i Skive kun et par kilometer fra Skive Stadion, men alligevel blev det i Vejle, at karrieren for alvor tog fart.

– Jeg var ikke det største talent som U12-U15-spiller. Fysisk havde jeg et efterslæb, og det var både i højden og drøjden. Da jeg begyndte at vokse, gik det dog bedre, men det var først som U15-spiller, at det gik stærkt. I Skive spillede vi i de bedste ungdomsrækker mod klubber som Silkeborg, Viborg, FC Midtjylland og AaB. Jeg tilpassede mig altid niveauet, når vi var hårdt matchet, men noget stort talent var jeg ikke. De store klubber i området viste aldrig interesse i mig, mens et par af mine holdkammerater prøvede Silkeborg og Viborg, siger Thomas Gundelund.

– På banen var jeg langt omkring i ungdomstiden. Central midtbane, kantspiller, offensiv midtbane, mens det først var i Vejle, jeg blev prøvet som back. Som 10-14-årig drømte jeg ligesom alle andre unge fodboldspillere om sporten som levevej, men det, at jeg nu spiller fodbold på fuldtid som 17-årig, stod ikke skrevet i kortene hele vejen, siger Thomas Gundelund.

I det tidlige forår 2016 er Gundelund skrevet op på en efterskole i Holstebro, men også her begynder interessen fra VB. Søren Lykke fra VB’s ungdomsafdeling opdager den talentfulde skibonit ved en talentcentersamling for årgang 2001 og begynder en dialog.

– VB trak i mig på det tidspunkt, og jeg syntes, det var spændende. Jeg spillede med VB’s U15-hold i en turnering og blev inviteret til at træne med. VB spillede god fodbold, men mit kendskab til klubben som sådan var ellers mest fra FIFA-spillet, da jeg var helt ung, siger Thomas Gundelund.

Back i VB og gennembrud på ungdomslandsholdet
Den unge VB’er var 14 år, da han i sommeren 2016 skiftede til VB og begyndte i 9. klasse på Vejle Idrætsefterskole. Han erobrede hurtigt en startplads på U17-Ligaholdet og blev aktuel på U16-landsholdet.

– Jeg spillede et halvt år som back og blev udtaget til U16-landsholdet. Det gik virkelig hurtigt i begyndelsen i VB, og jeg tog store skridt. Trænerne troede på mig, og det var en virkelig god tid på ungdomsholdene. Som 15-årig spiller jeg en reserveholdskamp med førsteholdet under Andreas Alm, og det er min første oplevelse med seniorholdet, siger Gundelund.

Hård sommeropstart med Sormani
I sommeren 2017 trådte Sormani ind i Nørreskoven, og italieneren hersede med spillertruppen i sommervarmen. Lange og sene træningspas på det gamle Vejle Stadion var hverdagskost for spillertruppen, og blandt de mange nye spillere løb den kun 15-årige Gundelund og tog imod dessiner fra de nye trænere.

– Det var en vanvittig hård sommeropstart med mange træningspas. Det var en stor omvæltning. Jeg havde et par uger med A-truppen som 15-årig, og det gav mig så meget fysisk. Søren Lykke havde talt min sag i klubben og sagt, at mit talent rakte til, at jeg skulle vise mig frem. Jeg var med i en reserveholdskamp mod OB senere på efteråret, og der tror jeg, at Sormani for alvor fik øjnene op for mig. Et par uger efter debuterede jeg som den yngste på førsteholdet, og siden er det bare gået stærkt, siger Thomas Gundelund.

I sommeren 2018 tiltrådte han på en tre-årig fuldtidsaftale i A-truppen, som netop skulle påbegynde den første sæson i Superligaen i ni år. Gundelund var med som yngste mandat i den store trup, der skulle kæmpe for livet i den bedste række.

– Det var tolv måneders hårdt arbejde. Intet kom af sig selv, og jeg kæmpede for at få de ældre og mere rutinerede spilleres respekt. Det blev ikke til de spilminutter, som jeg håbede på, men jeg udviklede mig utrolig meget. Jeg har gennemgået en fysisk udvikling som fodboldspiller, som jeg ikke havde kunnet komme igennem, hvis jeg havde passet min skole ved siden af. Ofte gik jeg før eller efter træning i styrketræningslokalet, og den mulighed havde jeg ikke på samme måde haft, hvis jeg skulle i skole. Jeg er glad for, at jeg tog chancen på fuldtid, selvom det var tidligt, og jeg ikke spillede kampe. Jeg er tæt på holdet i min anden seniorsæson og lige nu og føler jeg mig ovenpå fysisk, siger Thomas Gundelund.

– Jeg føler, at jeg er midtbanespiller nu, selvom jeg fortsat er ung og kan udvikle mig til meget. Men trænerne har anvendt mig centralt på midtbanen, og da der ikke kom en ny central midtbanespiller ind i sommerpausen, fornemmede jeg, at det kunne blive min chance. Jeg bliver vist tillid ved at spille fra start, selvom jeg er helt ung og det vil jeg gerne tilbagebetale. Det er mine kompetencer med bolden og det offensive spil, som jeg skal bygge på. Fodbold er en stor del af mit liv, og jeg er virkelig glad for, at den chance, jeg fik med fuldtidsfodbold som 16-årig, har vist at kunne bære indtil videre, men jeg vil fortsætte med at arbejde hårdt og forbedre mig, siger Thomas Gundelund.

Superligadebuten der forsvandt

Thomas Gundelund var en del af Superligatruppen i VB i sidste sæson, men den unge skibonit kom aldrig ind til sin debut i landets bedste række. Han nåede syv kampe på bænken, og særligt i Superligapremieren mod Hobro IK på Vejle Stadion var der lagt op til debut.

– Jeg løber og varmer op langs sidelinjen i slutningen af 2. halvleg. Efter 89 minutter kalder Sormani mig hen, og jeg skal på banen. Vi fører med 3-1, og sejren er næsten hjemme. I det 91. minut er bolden ude, men så siger Sormani til 4. dommeren, at vi venter til næste gang (bolden er ude, red.) med at skifte. Men bolden går ikke ud mere, inden der bliver fløjtet af. Jeg skulle have været ind på den centrale midtbane for Jacob Schoop, men nåede det aldrig. Det var virkelig tæt på. Forhåbentlig kommer debuten senere, men jeg ærgrede mig, lige da der blev fløjtet af, siger Thomas Gundelund.

Ni måneder inden – den 26. november 2017 – debuterede Gundelund som den yngste spiller på VB’s førstehold. Han kom på banen for Dominic Vinicius i overtiden af hjemmekampen mod Vendsyssel FF. Opgøret mod rivalerne i toppen var afgjort med VB’s 4-1-føring, men Gundelund kunne have øget føringen.

– Jeg har spillet mange ungdomslandskampe efterhånden, men debuten som den yngste spiller på VB’s førstehold nogensinde er nok det største. Det var et stort skulderklap meget tidligt i min VB-tid, og mon ikke rekorden står i lang, lang tid fremover, siger Thomas Gundelund.

Langt inde i overtiden af debuten fik den 16 år og 20 dage gamle spiller muligheden for at score, da D’Avila Ba Loua spillede ham fri med Nicolai Flø. – Når jeg lukker øjnene, kan jeg stadig se bolden have retning mod den fjerne side af målet. Flø (Vendyssel-målmanden, red.) laver en stor redning på sparket. Det havde været helt vildt at score, og jeg tror ikke, at jeg glemmer den sekvens foreløbig. Det nager mig stadigvæk, at jeg ikke skulle noteres som målscorer også, siger Thomas Gundelund.

FAKTA:
Thomas Gundelund Nielsen
Rygnummer: 14
Født: 06.11.2001 (17 år)
Nationalitet: Danmark
Position: Midtbane
Tidligere klubber: Skive IK (2007-16), Vejle Boldklub (2016-)
VB-debut: 26. november 2017, VB – Vendsyssel 4-1
Kampe for VB: 12
Mål for VB: 0
Kontrakt: 30. juni 2021
Landskampe: 6 U16-landskampe, 11 U17-landskampe, 5 U18-landskampe, 8 U19-landskampe
Vidste du, at Thomas Gundelund ikke har tabt en turneringskamp med VB’s divisionshold? Han har ni turneringskampe for VB, hvor det er blevet til otte sejre og én uafgjort. Den samlede målscore er 23-6 i VB-favør

Tekst: Lars Christensen.