Greves “far”

Der er ikke noget, der swinger som Bjerringbro by night, og intet er mere mørkt end Falster en torsdag aften i november. Det første ved jeg, fordi CV Jørgensen siger det. Det andet, fordi jeg er VB-fan. 

Vejle spillede uafgjort den aften. Det plejer de at gøre, når jeg er på stadion, denne gang ovenikøbet 0-0. Som om en aften på Falster ikke var nok i sig selv. Imidlertid er det en helt anden oplevelse, der er blevet siddende fra den aften i november.

Manden stod lige uden for stadion, og jeg spottede ham med det samme på klublogoet. Det var ham, der på VB’s vegne ville uddele fribilletter til alle udebanesupportere, fordi vi havde presset GPS’en til det yderste og insisteret på, at den skulle lede os til Nykøbing. 

Manden lyste op, da han så mig. Som om vi kendte hinanden. Så faldt bomben.

“Er du ikke Greves far?”

Greve, han talte om, var dén Greve. Mads Greve. 

Jeg undskyldte og sagde, at meget kunne man beskylde mig for, men lige det kunne jeg faktisk ikke tage æren for. Samtidig hvirvlede et helt tribuneliv gennem hovedet. Så gammel er jeg altså blevet, og så længe har det varet. 

Jeg så mine første kampe i Nørreskoven med min far, da jeg selv var otte, og Allan Simonsen endnu ikke var rejst til Mönchengladbach. Nu er jeg så gammel, at jeg bliver forvekslet med faren til VB’s viceanfører og en af de ældste spillere på holdkortet. 

Imellem de to punkter ligger det, Beatles engang beskrev som en long and winding road, og en kørelærer ville kalde vej med hastighedsnedsættende forhindringer.

Det første lyder bedre end det andet, når man forsøger at synge det.

Jeg var der dengang, spillere hed sådan noget som Johansen, Jensen og Markussen, og jeg er der stadig nu, et liv senere, hvor spillere kommer og går med navne, der ofte ligner en flok bogstaver, man ikke ville få meget ud af i Wordfeud: Groothuizen, Ylber, Zhenao.

Jeg var på Brøndby Stadion, dengang VB vandt seneste mesterskab i 1984. Jeg var i Lyngby mange år senere, da vi faldt ud af Superligaen. Jeg har været starstruck over at være til samme konfirmation som Ferrari Finn. Jeg var til forældremøde, da Vejle efter otte minutter mod Viborg var bagud med 2-0, men hjemme ved min kabelpakke, da de vendte kampen til en legendarisk 3-4. Jeg har bidt hovedet af al skam og skrævet en halv tribunelængde over tomme plasticsæder, fordi jeg havde spottet Thomas Gravesen og måtte have en selfie. Jeg bilder mig sågar ind, at jeg med et råb fra sidelinjen engang havde andel i en VB-scoring på Ølstykke Stadion, hvor Christian Keller havde lagt sig i position på venstre fløj, uden at nogen havde set det.

”Keller er gået!” brølede jeg, boldholderen kiggede op, og få øjeblikke senere lå bolden i nettet.

Mit livs eneste assist. Det er sådan, jeg fortæller historien for enhver, der gider høre den. Det er ikke mange, men det skal ikke holde mig tilbage. Skal jeg være ærlig, plejer folk faktisk at møde det med en vis portion overbærenhed, når de hører om mit forhold til Vejle Boldklub, måske ovenikøbet medlidenhed. 

”Hvorfor finder du ikke en ordentlig klub at holde med?” er jeg tit blevet spurgt ud fra logikken, at fulgte jeg en anden klub, ville jeg opleve mange flere sejre, pokaler og mesterskaber. 

Rationelt har folk ret. Vejle Boldklub er vel ikke ligefrem den lottokupon, der de sidste tiår har kastet flest gevinster af dig, men det er i denne sammenhæng ligegyldigt. 

Den torsdag i november, hvor Vejle tumlede rundt i lollandsk mørke, og vi alle rejste hjem med en flad 0-0, var samme aften, som FCK lagde arm med Dynamo Kiev, og jeg med den rigtige tv-pakke kunne have set storkampe med hold som Manchester United og Espanyol. Givetvis bedre fodboldkampe, men uanset spil eller udfald, ville jeg aldrig have kunnet mærke dem i maven. 

Igennem årene har jeg et par gange forsøgt at detoxe og overbevise mig selv om, at livet er for kort til at lade sit humør være afhængigt af en flok voksne mænd i røde trøjer. Hver gang er VB sivet tilbage i mit liv. 

Jeg ser stadig kampe med min far, der i dag har rundet de firs. Nogle gange har jeg min søn med på stadion, og andre gange er de der begge. Hver gang konstaterer jeg, at den stille kilden i maven på en kampdag er fuldstændig den samme som dengang, det hele startede. Sommerfugle vokser man ikke fra. Heller ikke selv om man er så gammel, at man kunne have været Mads Greves far. 

Lars Daneskov er 57 år gammel, journalist, forfatter, TV-Vært og radiovært.