Vejle Boldklubs U17-mandskab fik en god generalprøve på næste uges premiere, da mandskabet igår vandt 3-2 over Liga-konkurrenterne fra Esbjerg. Opgøret var en livlig affære, hvor der var en del chancer i begge ender.

– Det var en opløftende præstation, hvor vi fortsatte vores opadgående kurve i forhold til de seneste træningskampe. Sejren var fortjent, men det var samtidig også en kamp, der ligesom godt kunne være endt 6-4 til os, da der var mange chancer i begge ender, forklarer cheftræner Kim Leth Andersen.

Vejlenserne lagde godt fra land med varieret angrebsspil og god variation i spillet fremad banen. Det gav et føringsmål efter 10 minutter, hvor den lille teknikker Christian “GG” Gammelgaard tæt under mål sikkert scorede efter en fin aflevering fra Oliver Nielsen, som havde taget turen med frem i angrebet. Efter en halv time fik gæsterne udlignet, men kort før pausen fandt Christian Gammelgaard kantmakkeren Magnus Hatting med en fremragende aflevering, og Magnus Hatting afsluttede sikkert og gav Vejle Boldklub en pauseføring på 2-1.
– Vi var fint tilfreds med de første 45 minutter, hvor vi lykkedes ganske okay med vores pres, mens vores kvalitet med bolden også var ganske fin, fortæller Kim Leth Andersen.

Som noget skal der i år spilles to gange 45 minutter i U17 Ligaen, hvor spilletiden tidligere har været to gange 40 minutter.
– Det skal drengene lige vende sig til. Specielt er det anderledes for de yngste, da de sidste år som U15-spillere kun spillede to gange 35 minutter. Man kunne godt se i slutningen af kampen, at spillerne var ved at være trætte, men der blev arbejdet i hele opgøret, og det var yderst positivt, siger træneren.

I anden halvleg fik Esbjerg først udlignet, hvorefter Wahid Faghir med et glimrende mål afgjorde kampen med scoringen til 3-2.

U17-holdet har friweekend, hvorefter sæsonstarten venter lørdag d. 18. januar, når de forsvarende danske mestre fra AGF er værter i Aarhus.

Kampfakta U17-kampen:
Vejle Boldklub-Esbjerg fB 3-2 (0-0)
10. 1-0 Christian “GG” Gammelgaard
31. 1-1
40. 2-1 Magnus Hatting
52. 2-2
78. 3-2 Wahid Faghir

Vejle Boldklubs startopstilling:
Tobias Bargisen

Mathias Voss
Lucas Nielsen
Oliver Nielsen
Guy Maneekorn Jensen

Hans Høllsberg
Rasmus Schjang

Anton Stage (anfører)

Christian “GG” Gammelgaard
Wahid Faghir
Magnus Hatting

Bænken:
Mikkel Lassen
Oska Bagge
Filip Højgaard Jensen
Lucas Hove

Tekst: Jacob Thychosen