Træner Constantin Gâlcă var godt tilfreds med VB’s udtryk i kampen, om end han ærgrede sig lidt over de to scoringer imod.

– Vi kontrollerer kampen fint, kombinerer godt og finder hullerne, og vi kreerer jo mange chancer. Vi er dog ikke så skarpe omkring andenboldene og giver dem mulighed for at score to mål. Men en god kamp for spillerne – mit hold spiller godt gennem alle 95 minutter og med god intensitet. Og så har vi jo Finnbogason, siger rumæneren.

Om Montiel bliver i stand til at spille mod HB Køge, er tvivlsomt.

– Han har været syg et stykke tid og ikke trænet. Men han er en stærk spiller, så måske…

VB må under alle omstændigheder undvære Nicolas Gianini Dantas, der afsoner karantæne mod HB Køge efter for mange advarsler.

Kenneth Gangsted: En rigtig god fodboldkamp
Næstveds assistenttræner Kenneth Gangsted glædede sig over en god Næstved-indsats, men var selvfølgelig træt af at stå tomhændet til sidst.

– Vi får en svær start, hvor Vejle trykker os. De får presset os på kanterne, hvor vi vidste, de ville være stærke, men efterhånden får vi det rettet bedre til. Det er en rigtig god fodboldkamp mellem to hold, der gerne vil spille og skabe chancer. Vi er skuffede over, at det ikke er os, der vinder. Vi sparker på overliggeren, og i stedet scorer Vejle lige efter. Men Vejle har den klasse, der gør dem til tophold i ligaen. Og så er Finnbogason jo bare uhyggelig. Man ser ham ikke så meget – men bagefter står han så og har lavet hattrick… Men vi har ære af kampen – mod et godt hold, siger Kenneth Gangsted.

Med sejren har VB fortsat ikke tabt på Næstved Stadion siden kampen i Landspokalturneringen i november 2002.

Tekst: Ole Kristensen.