Kommentarer fra Vejle Boldklubs cheftræner Constantin Galca og Kolding IF’s cheftræner Anders Jensen efter lokalopgøret på Kolding Stadion onsdag aften.

VB-træner Constantin Gâlcă lignede på ingen måder en tilfreds mand efter lokalopgøret.

– Vi spiller meget langsomt og er ukoordinerede i vores presspil. Vi burde udvise langt større initiativ mod en sådan modstander og gjorde det alt for let for dem. Det bliver dog en smule bedre efter pausen.

Gâlcă ser det som et problem, at spillerne er på forskellige stadier rent fysisk. Nogle er nye, andre har været skadede – her er der en del arbejde at gøre.

– Og så håber jeg bestemt på at se en bedre kamp på lørdag mod Flensburg, understreger rumæneren. – Jo mere vi nærmer os sæsonstart, jo mere skal vi også nærme os en startellever, og det vil kunne ses i de sidste to tests, siger rumæneren.

Det var den ukrainske prøvespiller Dmytro Shcherbak der reddede 1-1 for VB, da han syv minutter før tid udlignede med et godt spark. Scoringer af prøvespillere i træningskampe er ikke hverdagskost i VB. Senest det hændte var den 12. november 2013, hvor Glenn Schröder scorede til 1-0 for VB i sejren på 4-0 over Varde IF. Den 15. februar 2012 scorede Søren Zachariassen til 1-1 for VB mod OB i en træningskamp der også sluttede med remis. Paradoksalt nok, var Søren Zachariassen på banen i aften for KIF, da ukraineren sikrede uafgjort…

Kolding IF’s coach Anders Jensen, der har trænet holdet siden maj 2016 og dermed er den træner i NordicBet LIGA, der har siddet længst i sædet, havde flg. kommentar til kampen:

-En god kamp for os, hvor jeg fik set en masse spillere an. Hvor vi i 1. halvleg spiller med det meste af holdet fra foråret, kommer der en del nye spillere ind efter pausen, hvilket ødelægger rytmen lidt for os. Vi spiller fine første 45 minutter, men ville selvfølgelig godt have haft bolden lidt mere efter pausen, hvor vi dog forsvarer os fint og stort set holder Vejle fra chancer. Vi er lige startet træningen, og allerede nu har jeg et godt indtryk af vore nye spillere, siger Anders Jensen.

KIF’s målsætning for den første sæson efter oprykning er overlevelse.

-Det ser jeg fine muligheder for – vi har et godt hold, pointerer Anders Jensen, der ser VB som favorit til oprykningspladsen med Vendsyssel og Viborg som outsidere.

Tekst: Ole Kristensen.