Cheftræner Constantin Gâlcă mente, at testkampen mod Randers FC var god for holdet selvom vejlenserne tabte 0-2. Mens vi træner hårdt fysisk, er det meget normalt at noget spillemæssigt halter, påpeger rumæneren overfor hjemmesiden.

– Konceptet med forlængede træningskampe har jeg ikke prøvet før, men det var en god kamp for mange af vores spillere. Flere af spillerne i A-truppen fik minimum 45 minutters fodbold, mens startopstillingen spillede godt og vel 70 minutter. Det var en god prøve for truppen på dette tidspunkt. Den del af det var god og vi byggede på vores fysik 4½ uge inden sæsonstart, siger rumæneren.

– Efter 70 minutter kan man se, at vi er ved at være trætte. Randers sidder på spillet efter målet til 1-0 og det er i den periode, vi laver et par fejl. Efter indskiftningerne får vi fat i spillet igen i perioder af kampen, men det er en klog modstander vi står overfor. Vi møder et Superliga-hold der skal spille turneringskamp om to uger. Man kan se, at de er længere fremme end os. Niveauet var højere mod Randers FC end i de første træningskampe og små fejl straffes, siger Constantin Gâlcă.

– Vi spiller ikke nogen stor kamp og i en kamp uden ret mange målchancer, er det Randers FC, der har flest. På den baggrund, var det ikke urimeligt at de vandt. Det fysiske parameter skal forbedres og vores kvalitet med bolden. Det er meget normalt i denne periode af pre-season, at noget spillemæssigt halter, mens vi træner hårdt fysisk. Vi skal bygge på i de kommende uger, men holdets tilstand er som forventet på nuværende tidspunkt, siger Gâlcă.

Nikola Sukacev, klubbens schweiziske prøvespiller, var på banen i 30 minutter. Han kom ind i stedet for Lucas Jensen i højreside af angrebet og byttede med Wahid inden de sidste 25 minutter.

– Nikola har trænet med holdet både mandag og tirsdag. Han hjalp os i træningskampen mod Randers FC, hvor vi havde brug for flere spillere end normalt på grund af de tre halvlege, siger rumæneren.

Vejle Boldklub har kun én træningskamp tilbage i Danmark inden træningslejren i Portugal. Det er på torsdag den 6. februar kl. 17.00 mod Aarhus Fremad. Opgøret spilles i VB Parken.

Tekst: Lars Christensen.