Træner Constantin Gâlcă lignede en tordensky, da han efter kampen gjorde status sammen med Johan Sandahl.

– Vi gik jo ud til kampen med en helt anden forventning. De måtte ikke have lov at komme over kanterne, og vi skulle være aggressive i vort forsvarsspil. Det var vi ikke, og det koster os kampen. Hvis vi ikke viser energi og attitude, er det ligegyldigt, hvem vi møder – så taber vi kampene. Vi er bedre efter pausen, og havde vi fået det første reduceringsmål tidligere, havde det muligvis frigjort noget energi, som havde bragt os tilbage i kampen, siger rumæneren.

Gâlcă havde lovord til overs for Diego Montiel, der trods kun 45 minutter på banen blev MOM:

– Han er god med bolden og dygtig til at fordele spillet. Han kommer dog fra en lang periode, hvor han ikke har spillet kampe, men bliver uden tvivl en gevinst for os, siger Constantin Gâlcă.

Hvordan onsdagens pokalkamp i Allesø angribes, er det for tidligt at sige noget om.

– Men der er mange dygtige spillere i truppen, der normalt ikke spiller så meget, og som gerne vil vise sig frem i en pokalkamp, siger Constantin Gâlcă.

Om målmandssituationen sagde Gâlcă: – Hagelskjær er skadet, og da Indy Groothuizen blot har haft en tre-fire træningspas, var det for tidligt at bringe ham. Derfor stod Zanette, siger Constantin Gâlcă.

Tekst: Ole Kristensen.