Træner Constantin Gâlcă var godt tilfreds med spillet, men selvsagt ikke med resultatet.

 – Vi spiller fint og har jo rigeligt med chancer til at vinde kampen, men vi er ofte alt for ubeslutsomme og får tit taget en berøring eller to for meget. Alene Gryn har jo flere uudnyttede muligheder for at få afsluttet i det første kvarter. Modstanderne står kompakt og lavt, men alligevel får vi spillet op til gode muligheder. Selvfølgelig savner vi Kjartan, men har alligevel så mange muligheder, at det burde række til en sejr, siger rumæneren.

Gâlcă havde roser til Arbnor Mucolli for et godt indhop. Samtidig udtrykte cheftræneren også tilfredshed med banen i Nykøbing, som han fandt langt bedre end grønsværen på Skive Stadion.

Gâlcă ærgrer sig lidt over den lange kamppause, der nu forestår.
– Vi spiller godt i øjeblikket. Så er det ærgerligt at måtte holde pause, siger Gâlcă.

Brian Rasmussen: Vi er presset i bund i de sidste 20 minutter
NFC-træner Brian Rasmussen var meget tilfreds med det ene point.

– Vi har en vanskelig periode lige nu, så vi tager alt, hvad vi kan få. For anden gang i træk holder vi nullet, og det har været mod to stærke modstandere, Vendsyssel og Vejle.

I dag er vi presset i bund de sidste 20 minutter, og vi kunne kun forsøge at stå imod, så godt vi kunne, og det lykkedes heldigvis, og derfor synes jeg også vi fortjener pointet. Vi kommer jo af sted på et par omstillinger, og havde vi virkelig haft held i sprøjten, havde vi måske stjålet det hele. Selvfølgelig er jeg dog godt klar over, at der sidder et hold ovre i Vejles omklædningsrum og er mægtig skuffet, og skulle der have været en vinder, skulle det jo også have været Vejle.

Brian Rasmussen ser toppen i NordicBet LIGA’en afgjort med de tre hold, der har skilt sig ud.

– Men blandt de nederste otte hold bliver det et hundeslagsmål om ikke at rykke ud. Her mener jeg, vi står ganske godt rustet, siger Brian Rasmussen.

Tekst: Ole Kristensen.