Reaktioner fra Constantin Gâlcă og Per Frandsen, der havde en hektisk eftermiddag på Vejle Stadion i den målrige dyst mellem VB og Hvidovre fra hver sin ende af NordicBet LIGA.

Træner Constantin Gâlcă analyserede kampen således:

 – Vi er selvfølgelig alt for sårbare defensivt før pausen. To hjørnespark og et frispark giver tre mål til de andre. Vi er for passive og giver også modstanderen for god lejlighed til at spille bolden rundt.

Men mentalt viser vi stor styrke ved at komme så godt igen i 2. halvleg. Vi er gode til at skifte side og får flyttet rundt med Hvidovre-spillerne. Og dejligt for holdet at lave fem mål. Men selvfølgelig skal vi være bedre defensivt de næste kampe. Men en dejlig sejr for spillerne og fansene, siger rumæneren.

Gâlcă erkendte, at skaderne nu kommer med det hårde program, hvor også varmen i dag var hård ved spillerne.

– Vi må skifte ud, hvor det er nødvendigt, så vi kan få truppen igennem de mange kampe, sagde Gâlcă, der var tilfreds med at have taget chancen med 16-årige Faghir fra start.

– Han scorer og viser god personlighed i kampen. Men han har stadig potentiale til at spille bedre, end han gjorde i dag.

Arlind Ajeti og Viljormur Davidsen fik VB’s to advarsler, men duoen var ikke i karantænefare og vejlenserne møder op til Næstved-kampen uden spærrede spillere.

Per Frandsen: Vi er bedre end Vejle i dag

Hvidovres træner stod med tomme hænder efter en kamp, hvor hans hold ellers havde leveret en fin præstation.

– Vi spiller rigtig godt i dag, og måske lyder det åndssvagt, når vi har ladet fem mål gå ind, men jeg mener, vi er bedre end VB i dag. Jeg er overrasket over, at er så spilstyrende og er så meget på bolden. Jeg har aldrig oplevet at spille så godt og så stå tomhændet tilbage. Det er dybt frustrerende at score tre gange på udebane og så ikke få point.

Frandsen mente ikke, der kunne lægges noget i, at Viborg og VB har scoret i alt ni gange mod hans hold.

– Normalt er vi dygtige defensivt, men i de to kampe har vi da virkelig taget julemandskostumet på og delt gaver ud. Det var jo lilleputfodbold defensivt. Det er forhåbentlig slut nu.

Selv om Hvidovres situation i bunden ser svær ud, ser Per Frandsen stadig muligheder.

– Vi skal møde alle holdene omkring os i de sidste kampe. Vi spiller jo godt, og kan vi lade være at forære mål væk, ligger der point og venter.

Tekst: Ole Kristensen.