VB-træner Constantin Gâlcăs øjne på det nærmeste tindrede af tilfredshed efter kampen mod FC Fredericia.

– Jeg er meget, meget glad på spillernes vegne. Det er sådan, vi evt. kvalificerer os til Superligaen. Vi spiller defensivt en rigtig god kamp og står kompakt gennem alle 90 minutter. Måske den bedste kamp fra vores side efter coronapausen. Jeg synes, vi er i kontrol hele kampen. Fredericia, som er et meget dygtigt hold, har bolden meget til sidst, men vi står kompakt og tillader ingen chancer. Vi kunne selv have scoret yderligere, hvis vi havde udnyttet vores kontraer bedre. Men nu tænker jeg allerede på Køge-kampen!!

Gâlcă forklarede sin udskiftning af Finnbogason med Adam Jakobsen således.

– Det gælder om at holde alle spillere friske, og jeg er også meget tilfreds med Adams indsats.

Rumæneren var også godt tilfreds med sine indskiftninger i kampen.

– Jeg ville ikke skifte allerede i pausen på trods af varmen, for jeg syntes, vi spillede godt, og spillerne virkede friske. Men da vi så skifter, kommer Montanao ind og scorer, og Kjartan har assisten. Og Lundrim får endelig spillet igen – han er en god spiller. Jo, det gik perfekt.

Jonas Dal: VB’s mål lige inden pausen ødelægger vores gameplan

FC Fredericia-træner Jonas Dal ærgrede sig efter kampen.

– Vi spiller en fin og taktisk vellykket 1. halvleg. Der er ikke rigtig nogen chancer til nogen af holdene, men deres mål umiddelbart inden pausen ødelægger jo hele vores gameplan. Med den trykkende varme vidste vi, det nu ville blive svært at komme tilbage i kampen.

– Planen var jo, at vi gerne ville have bolden meget og få vejlenserne til at løbe for så i 2. halvleg at slå til, når modstanderne forhåbentlig var ved at køre trætte og gav blottelser. Men VB’s mål ud af ingenting ødelagde billedet. Det skal dog siges, det er et flot mål, Mucolli scorer, og vi møder et meget dygtigt VB-mandskab. Ikke mange VB-spillere spiller under vanlig standard – de er der bare i sådan en topkamp. Og nu er det vist kun konkurser, flystyrt eller andet, der kan give de næste i rækken muligheden for oprykning … Men vi går selvfølgelig stadig efter andenpladsen, siger Jonas Dal.

Tekst: Ole Kristensen.