Reaktioner fra Vejle Boldklubs cheftræner Constantin Gâlcă, der godt kunne finde positive ting at tage med fra besøget hos FC St. Pauli trods nederlaget på 1-0.

– En god kamp og en god test for os, konkluderede VB-træner Constantin Gâlcă efter opgøret på FC St. Paulis fine træningsanlæg.

– Intensiteten er lidt større før pausen, men det hænger selvfølgelig sammen med de mange udskiftninger og det faktum, at vi kom lige ude til kampen efter tre timers bustur – nogle spillere så lidt trætte ud til sidst. Der var lidt mere optimisme at spore i dag og en klar forbedring fra de sidste to Superligakampe. Vi var bedre organiserede og mere kompakte i dag og spiller faktisk en god omgang fodbold. Men vi mangler stadig at blive skarpere på den sidste tredjedel af banen, siger Constantin Gâlcă.

Rumæneren slog fast, at formationen i øjeblikket hedder 4-2-3-1, for det handler om tryghed hos spillerne. Men på sigt vil han ikke afvise at gå over til 4-3-3 eller 4-4-2. Træneren erkendte, at kampen i dag havde gjort det sværere at vælge startellever til næste kamp, for mange bød sig til.

– Men det er jo et positivt problem…! smilede Constantin Gâlcă.

Staben og spillertruppen har nu et par fridage, inden de fra den kommende uge begynder at forberede sig på kampene i nedrykningsspillet.

Tekst: Ole Kristensen.