Træner Constantin Gâlcă var naturligvis fuld af lovord om Foday Manneh efter kampen på Allesø Stadion, hvor VB indløste billet til Sydbanks Pokalens 2. runde med en knusende sejr på 6-0.

– Han spiller en flot kamp og viser, det er en, vi må regne med. Det er ganske vist mod en lavt rangeret modstander i dag, men han var, hvor han skulle være, siger Constantin Gâlcă.

Gâlcă understregede, at selv på et så vanskeligt underlag som den knoldede bane skulle VB dominere mod en sådan modstander, men at det var rart at se en sikker sejr og se andre spillere end de sædvanlige vise sig frem. Ikke mindst var det godt at se Adam Jakobsen og debuterende Adama Fofana tilbage efter lange skadespauser.

Om forberedelserne op mod Vendsyssel-kampen lørdag sagde Galca:
– Vi arbejder først og fremmest med vores defensiv. Vi skal stå mere kompakte. Og så var det jo rart at konstatere i dag, at flere spillere byder sig til den kamp, siger rumæneren.

Der trækkes lod til 2. runde i Sydbank Pokalen torsdag den 15. august.

Tekst: Ole Kristensen.