VB-træner Gâlcă tog pointtabet i Næstved fattet, da han efter kampen gav sin vurdering overfor hjemmesiden.

– Vi kommer dårligt i gang, og det er selvfølgelig utilfredsstillende, at vi i to kampe nu har indkasseret fire mål efter dødbolde. Når det så er sagt, så har vi jo bolden rigtig meget efter de første 20 minutter og jo egentlig også chancer nok, der kunne have givet en sejr, siger Gâlcă.

– Det er egentlig ikke mit indtryk, at truppen er specielt slidt – fysisk eller mentalt – men der er selvfølgelig ikke så mange muligheder for at rette ting ved træning. Det meste træning i øjeblikket er jo restitution, forklarer rumæneren.

Gâlcă havde valgt at rotere relativt omfattende til dagens kamp med hele fem ændringer. Men allerede 25 minutter inde i kampen skiftede han anfører Schoop ind.

– Det havde ikke noget med Sommers indsats at gøre, men vi var nødt til at gøre noget for at få fat i kampen.

Wahid Faghir spillede for første gang en hel kamp for holdet.

– Han har stor kvalitet i sit spil og var vores bedste mand i dag, roste VB-træneren.

– Og så retter vi nu al fokus mod Fredericia-kampen. Den skal vindes! understregede Gâlcă.

Tekst: Ole Kristensen.