Kommentarer fra Constantin Gâlcă og David Nielsen efter 2-2-kampen i Ceres Park mandag aften.

– Vi spiller en bedre kamp end mod Vendsyssel og Esbjerg, glædede Constantin Gâlcă sig efter kampen.

– Vi skaber en del målchancer, og jeg er glad for den spillemæssige fremgang, selv om jeg selvfølgelig er skuffet over resultatet. Det bliver bedre kamp for kamp, og det er det, vi skal bruge kampene i nedrykningspuljen til. Bliver vi bedre som hold, kommer vi også til at bestå i playoff-kampene, og så spiller vi Superliga efter sommerferien. Nu går vi hjem og træner hårdt og satser på at vinde næste kamp. Jeg føler med spillerne – det var synd, vi ikke vandt i dag, siger rumæneren.

David Nielsen efter kampen: Meget utilfreds med 1. halvleg

– Jeg var meget utilfreds med 1. halvleg, og derfor måtte vi handle i pausen, erkendte AGF-træner David Nielsen efter kampen.

– Selv om vi holder dem fra de store chancer, er vi alt for passive i vort spil. I 2. halvleg får vi så bragt noget fart og intensitet ind på holdet. Men træls at vi laver to fejl, som bringer dem foran i kampen. Et wakeup-call for os hvad det er for opgør, der venter os. Det bliver ikke kønne kampe. Grabara har nede i omklædningsrummet påtaget sig skylden, men man skal have lov at lave fejl, og det er i alt fald ikke hans skyld, vi spiller en dårlig 1. halvleg, siger David Nielsen.

VB’s advarsler til Mads Lauritsen og Jacob Schoop betyder ikke karantæne. Trænerteamet kan således igen til den kommende kamp mod SønderjyskE vælge fra en karantænefri trup.

Tekst: Ole Kristensen.