Reaktioner fra Constantin Gâlcă efter påskekampen mod AGF på Vejle Stadion.

– Vi starter skidt ud, erkendte en – trods dramaet – som altid rolig og fattet Constantin Gâlcă efter kampen.

– Herefter kommer vi dog fint ind i kampen og er pænt i kontrol, indtil selvfølgelig udvisningen ændrer det hele. Der sker en helt masse ting i kampen, som gør det svært for os. Vi er jo ikke i tvivl om, at vi skal vise fairplay og give AGF et mål til 1-1, og det var der ingen diskussion om. Men når man tænker på 2-3 målet ved man snart ikke… Det er vist kun i Danmark, sådan noget sker – at man tager Mads Greve væk fra spillet for at give ham en advarsel og så lade de andre score et mål så længe… Der er mange ting, der er med til at afgøre kampen. Fx frisparket, som skader Tobias Mølgaard, så vi må skifte ham ud, siger Constantin Gâlcă.

Galca forklarede, at man jo ikke kan spille offensivt i en time i undertal. – Planen var at afvente lidt og så sætte offensivt ind mod slutningen. Vi vidste, at AGF kunne spille frit og nok skulle give plads i bestræbelserne på at vinde kampen. Vore spillere arbejder sindssygt hårdt, og vi er jo også tæt på at kunne afgøre den lige kamp til vores fordel, siger Constantin Gâlcă.

Tekst: Ole Kristensen.