Træner Constantin Gâlcă var ikke overraskende mest tilfreds med 2. halvleg.

– Der er fin intensitet og aggressivitet efter pausen, og vi får spillet gennem deres linjer. Schoops mål umiddelbart inden pausen åbner kampen op, hvilket er meget normalt – det skete også i den sidste kamp mod Hvidovre. Der bliver mere plads til os, siger Constantin Gâlcă.

Rumæneren var lykkelig for de tre point og ikke mindst med, at man atter spillede til nul, men han var ikke blind for den manglende kvalitet før pausen.

– Der er ingen intensitet, og vores høje pres er slet ikke koordineret. Men godt arbejde af mit hold efter pausen – en vigtig sejr for os, siger rumæneren.

Martin Jungsgaard: Vejle er et professionelt hold

Roskildes nye træner Martin Jungsgaard var ikke i tvivl om det retfærdige i VB’s sejr.

– Vi er fint med de første 40 minutter, så længe der er kræfter. Vi producerer dog ikke en eneste stor chance i kampen. Vejle er dertil alt for dygtige og professionelle, og selv om de laver nogle fejl i starten, så giver det os kun nogle chancer fra distancen, og vi er jo ikke rigtig tæt på. Måske er vi bedst teknisk og spiller en pæn 1. halvleg, men Vejle er et superprofessionelt hold. De erkender, de måske ikke er bedst teknisk, så de afgiver bolden, og stiller sig korrekt ned og venter. Om det er specielt underholdende, ved jeg ikke, men det er beregnende og godt trænerarbejde. Vi er klar over, resten af sæsonen bliver en kamp på liv eller død for os, men vi skal gerne bygge på hele tiden, så vi når op på et niveau, der kan sikre overlevelse. Når man sammenligner med, hvilken klasse, Vejle kan sætte ind fra bænken, er vi ikke særlig brede og må frygte for skader og karantæner, siger Martin Jungsgaard.

Tekst: Ole Kristensen.